Blog

Det er ikke noget nyt – vejtransporten spiller en vigtig rolle i detailhandlen. Det har den egentlig gjort, siden fabrikker og masseproduktion så dagens lys. Men det er nok alligevel de færreste af os, der tænker særligt meget over, hvor stor betydning vejtransport egentlig har for de varer, vi tager ned fra hylden, når vi shopper i detailbutikkerne eller på internettet.

Detailvarernes livscirkel kort fortalt

Før produktionen af en vare kan begynde, er det nødvendigt at have materialer. Materialerne (som jo også er en vare i sig selv og har sin egen livscirkel) ankommer til fabrikken med en lastbil, lige som maskinerne og interiøret på fabrikken på et tidspunkt har gjort.

Når varen er færdigproduceret, sendes den via lastbil videre – enten direkte til en forbruger, alt efter varens type, eller til en hylde (som i øvrigt også er blevet leveret med en lastbil) i en butik, et lager eller tilsvarende, hvor den gøres tilgængelig for forbrugeren.

Er det en stor vare, eller købes varen via en webshop, er det igen en lastbil, der transporterer varen videre til forbrugeren, som derefter pakker varen ud og smider emballagen væk med skraldet, der efterfølgende bliver afhentet, ja, af en lastbil. Samme vej går det sandsynligvis med varen selv, når den har udtjent sin tid hos forbrugeren.

Det er med andre ord mange gange, at en detailvare eller dele af en detailvare er med en lastbil i løbet af dens levetid – en helt nødvendig og uundgåelig proces for at få varen fra A til B.

Stigende internethandel

Men selv om vejtransportens rolle for detailhandlen ikke er ny, så er den stadig tiltagende. Vi forbruger mere end tidligere, og siden Dankortet, internettet og dermed muligheden for at handle online og få varerne bragt direkte til døren har vejtransporten fået endnu et vigtigt led at betjene for detailhandlen. Varerne skal ikke længere bare ud i butikkerne – for webshops skal de også fra butikken eller lageret og ud til kunderne, og det foregår naturligvis også med lastbil.

Og det bliver mere og mere almindeligt at købe julegaver, fødselsdagsgaver, tøj, køkkenredskaber, kæledyrsartikler, ja stort set alt, på internettet, og det betyder også en stigning i antallet af vejtransporter. For denne transportform er på grund af sin fleksibilitet den mest ideelle – og langt hen ad vejen den eneste mulige – form for transport i denne sammenhæng.

Tilgængelighed og fleksibilitet

Vejtransporten er nemlig med sin fleksibilitet og tilgængelighed svær at komme uden om i forbindelse med detailhandel. Selv hvis en vare produceres et andet sted i verden og bliver sendt til Danmark med skib eller fly, så er sandsynligheden for, at varen fragtes med lastbil til og fra flyet eller skibet, temmelig stor.

For når varen skal videre ud til sin destination, så er vejtransport det uundgåelige valg. Lastbilerne kan nå frem til både travle shoppinggader i storbyens midte og til små købmandsbutikker i fjerntliggende landområder. Den giver kort sagt detailbranchen mulighed for at levere til butikker og kunder overalt.

Så det er ikke overdrevet at mene, at vejtransporten spiller en afgørende rolle for detailhandlen. Det er vejtransportens tilgængelighed, pålidelighed, fleksibilitet og fragtkapacitet, der danner basis for detailhandlens levevilkår.

Fremtidens lastbiler

Med den stigende interesse for bæredygtighed og teknologiske fremskridt er det naturligt også at drøfte fremtidens vejtransport. Transportbranchen er unægtelig en af synderne, når det kommer til udledning af Co2, og derfor falder den grønne snak ofte på muligheden for eldrevne og – på sigt måske endda selvkørende – lastbiler. Disse teknologier har utvivlsomt potentiale til at transformere transportsektoren, men der er dog, som vi ser det, stadig betydelige udfordringer og begrænsninger, der skal overvindes, før de kan blive en realitet over de lange distancer.

Udfordret på rækkevidde og tid

Antallet af eldrevne personbiler vokser på vel nærmest daglig basis, og i den forbindelse ser vi også et øget fokus på muligheden for eldrevne lastbiler. De er allerede at finde på vejene, hvor de især anvendes til distribution over kortere distancer, men antallet af eldrevne lastbiler er stadig langt fra at overstige antallet af de dieseldrevne. For selv om mange anser dem for at være fremtiden, så har de eldrevne lastbiler to store udfordringer i forhold til at skulle anvendes til regulær godstransport over længere distancer: deres begrænsede rækkevidde og deres lange ladetid.

For selv de mest avancerede batterier har stadig en begrænset kapacitet, der gør det svært at opretholde kontinuerlig drift over de lange strækninger. Med den nuværende teknologi er det en udfordring at fremstille et elbatteri med lang rækkevidde, der ikke samtidig vejer (og fylder) så meget, at det reducerer lastkapaciteten i lastbilerne – især for langdistancegodstransporten, hvor hver lademeter tæller.

Samtidig mangler der stadig en tilstrækkelig (og tilstrækkelig hurtigt) opladningsinfrastruktur langs vejene. På nuværende tidspunkt findes der under en håndfuld offentlige ladestandere til lastbiler i Danmark, og samme mangelfulde billede tegner sig også for resten af Europa. Ladetiden for disse standere giver desuden en væsentlig øget transporttid i forhold til den dieseldrevne transport. Manglen på et omfattende netværk af højeffektive ladestandere til lastbiler gør det dermed vanskeligt for langdistancegodstransporten at hoppe med på elbølgen.

Høje anskaffelsesomkostninger

En anden faktor er, at anskaffelsesomkostningerne forbundet med eldrevne lastbiler ofte er høje, og bilerne er således længere tid om at tjene sig selv hjem. Økonomien – både i anskaffelse og effektivitet med henvisning til udfordringerne med rækkevidde og ladetid – gør, at der stadig ligger et stykke arbejde foran os, før anvendelsen af eldrevne lastbiler kan blive en rentabel forretning for især den del af transportbranchen, der bevæger sig over de lange strækninger. Derfor er mange transportvirksomheder også tilbageholdende med at investere i eldrevne lastbiler – i hvert fald indtil disse teknologiske udfordringer er blevet løst tilfredsstillende.

Teknologien udvikler sig fortsat, og forskere arbejder på at udvikle et superbatteri med lang rækkevidde, kort opladning og lav vægt, men der er ikke noget, der tyder på, at masseproduktionen af et sådant batteri venter lige om hjørnet. Så fremtidens transport er muligvis nok eldrevet, men morgendagens er for størstepartens vedkommende stadig dieseldrevet.

International transport

Eksotiske frugter i danske supermarkeder og danske designerstole i New Zealandske hjem – en umulighed, hvis ikke det var for den internationale godstransport. International transport af handelsvarer er nemlig med til at tilgængeliggøre og samle verden samt at forbinde og styrke forskellige landes økonomier.

De vigtige transportmidler

Oftest tænker vi på store skibe og fly, når det handler om international handel og logistik, og de spiller også en helt central rolle, når varer skal fragtes over lange distancer hen over verdenshave til den anden side af jorden. Men jernbaner, der løber på tværs af lande og kontinenter, og ikke mindst vejnettet, der muliggør transport til selv de mest fjerntliggende lokationer, er uden tvivl lige så vigtige brikker i den globale forsyningskæde. For når varerne skal ud til deres endelige destination foregår det oftest fra anhængeren på en lastbil. Det er derfra, at varerne når hylderne i supermarkederne, at fabrikkerne får deres maskiner, og tømrerne får deres træ.

Transportmidlerne spiller dermed deres egen og helt afgørende rolle i handlen på tværs af virksomheder og lande.

International godstransport er rygraden i international handel

Uden transport var der ingen handel – og vice versa kan man sige. De to aspekter hænger uløseligt sammen, og den internationale transport udgør dermed selve rygraden i den internationale handel. Den gør det muligt at forbinde producenter og forbrugere over hele verden, og det er alt sammen med til at styrke den globale, økonomiske vækst. Det skaber arbejdspladser og tiltrækker investorer, og samtidig er den med til at udvikle den globale infrastruktur. Alt sammen faktorer, der spiller en afgørende rolle for vores moderne verden.

Men det handler ikke kun om forbrug og materielle goder – selv om det unægtelig er en del af det. Det handler også om en effektiv fordeling af ressourcer og varer på et globalt plan. For den internationale godstransport er ganske rigtigt årsagen til, at vi kan sidde i vores danske hjem med den nyeste smartphone fra Asien i hånden. Men den er også årsagen til, at medarbejderne på den fabrik, hvor smartphonen er fremstillet, har et levebrød, lige som den er årsagen til, at nødvendige forsyninger, medicin, mad og andre ressourcer kan nå frem til selv fjerne og isolerede samfund.

Kulturel udveksling

Når vi flytter varer fra en del af verden til en anden, flytter vi også små bidder af kulturer. Verden bliver tilgængelig for os hjemme i vores egne stuer, og det bliver nemt at opdage nye varer og produkter, vi ikke tidligere kendte til.

På den måde bliver den internationale godstransport mere end bare udveksling af varer og produkter mellem forskellige dele af verden. Det bliver samtidig en kulturel udveksling, der bringer os tættere på hinanden og medfører, at vi lærer af hinanden, deler vores respektive traditioner og dermed bidrager til en gensidig forståelse og respekt.

Den internationale handel og godstransport gør på den måde verden mindre og mere tilgængelig. Det er med til at sikre muligheden for udvikling til hele verden og til at styrke de enkelte landes økonomi.

Hurtigere og billigere transport

Der er to ting, som næsten altid gør sig gældende, når det handler om godstransport: Det skal være billigt, og det skal gå hurtigt. Forståeligt nok, men med stigende brændstofpriser og hastighedsbegrænsninger, som vi alle skal overholde, kan det også være en smule svært at imødekomme. For der er naturligvis nogle helt naturlige begrænsninger for, hvor hurtigt og hvor billigt en godstransport kan gøres.

Blandt er vi ikke herre over brændstofpriserne, chaufførerne skal (selvfølgelig) have deres fair og overenskomstbaserede løn, og alle hastighedsbegrænsninger, køre-/hviletider osv. skal overholdes.

Så der er ikke mange knappe at stille på, men der er dog nogle få.

Samling af leverancer

Ved at samle så mange leverancer som muligt (når det er muligt) til samme rute i samme trailer, reduceres ikke bare antallet af ture, men også omkostningerne forbundet dermed. Jo flere der er til at betale, jo billigere bliver det naturligvis for den enkelte kunde.

Det er derfor nødvendigt at tænke forud for at opnå den mest optimale læsning af traileren. Godset skal placeres på den mest hensigtsmæssige plads i forhold til ruten, samtidig med at det skal placeres på en måde, der gør det muligt at medbringe mest muligt. Det er næsten som en slags tetris med gods, og det kan være et svært puslespil at få til at gå op, men det er et vigtigt element for en billigere transport.

Optimering af ruter

Når vi skal fra A til B og ikke kender vejen, vil de fleste af os nok taste adressen ind i en GPS og følge den foreslåede rute. Men i transportbranchen er handler optimal ruteplanlægning om meget mere end bare at finde vej. Det handler også om at være opdateret på vejret, kende trafikale spidsperioder, vide leveringsstedernes åbningstider osv. samt at have en realtidsovervågning af bilernes placering, så de hele tiden kan tilpasses i forhold til situationer og forhold, der opstår undervejs.

Skulle man koge dette omfattende arbejde ned til nogle få ord, ville det være: forberedelse og supervision. Med en god forberedelse samt et konstant øje på den aktuelle situation, bliver det lettere at undgå unødige stop, større forsinkelser og lignende, og dermed kommer godset også hurtigere frem til sin destination.

Forbedret kundetilfredshed

Forsinkelser, prisstigninger osv. er svære (læs: umulige) at undgå. Der kan altid opstå noget uventet undervejs på en rute, som forsinker tidsplanen. Samtidig lever vi i en uforudsigelig verden, hvor blandt andet krig og kriser lægger sin klamme hånd på økonomien. Men vi kan gøre vores bedste for at minimere den slags gener for kunderne ved at være overvåge og være velforberedte. Så opnår vi både en mere effektiv og omkostningsreduceret godstransport, og vores kunder sætter desuden pris på, at vi gør en indsats.

Vi kan desværre ikke styre alt, men vi kan forsøge at levere den bedst mulige service ud fra de forudsætninger, vi har – og det gør vi!

Transport i senvejr

Der er ingen tvivl om, at vinterens luner, og især en snestorm som den, der ramte landet i starten af 2024, skaber store udfordringer for vejtransport og godslevering. For man kommer ikke udenom, at der ind imellem opstår situationer, som man hverken kan gardere sig imod eller kontrollere – med en vis portion kaos og frustration til følge.

Men selv om man ikke kan forberede sig ud af alt, så øger man alligevel – med den rette tilgang og planlægning – sandsynligheden for at komme godt igennem sådanne situationer og få godset sikkert og så hurtigt som muligt frem.  Derfor er det vores erfaring, at der er visse områder, som det er værd at have fokus på, når vejrguderne driller. Det får du vores bud på her.

Afgørende planlægning

Ingen kan spå om vejret, men det er til gengæld helt afgørende at holde sig opdateret på vejrsituationen og have en detaljeret plan for transporten – også i snevej. Det kan være svært helt at undgå forsinkelser, men ved at planlægge ruter, overvåge vejrudsigter og have alternativer på plads, kan man faktisk reducere forsinkelser og uventede udfordringer.

Teknologi og tracking

Ved at bruge avancerede teknologiske løsninger og realtidssporingssystemer er det muligt at overvåge lastbilernes position og bevægelser, og når dette kombineres med viden om trafik og vejrforhold, så kan man sikre, at bilerne følger de mest optimale ruter. Denne form for overvågning gør det også muligt proaktivt at viderekommunikere eventuelle forsinkelser til kunderne, så de hele tiden er klar over, hvordan situationen ser ud for deres forsendelser.

Kvalitetsudstyr i vintervejret

At udstyre lastbilerne med egnede dæk, snekæder eller andre passende værktøjer kan forbedre trækkraften og sikkerheden på vejene. Det giver ikke bare chaufførerne de bedste forudsætninger for at passe deres arbejde, men det er igen med til at reducere risikoen for forsinkelser og potentielle ulykker.

Samarbejde og god kommunikation

Samarbejde er godt for mange ting – også når der gælder transport i dårligt vejr. Et tæt samarbejde med vognmænd og en god kommunikation med chaufførerne ude på vejene kan være afgørende for at få helt præcise opdateringer om vejrforholdene og tage de nødvendige forholdsregler i henhold dertil.

Opdateringer og fleksible løsninger

Som i alle andre brancher er kundetilfredshed naturligvis vigtigt. Og ved at tilbyde kunderne fleksibilitet og at holde dem opdaterede på deres godslevering – særligt i tilfælde af forsinkelser på grund af vejret – så øges sandsynligheden også for at opretholde både kundernes tillid og tilfredshed.

Vinteren behøver ikke at bremse godsleveringerne, selv om det kan være stort set umuligt at undgå at blive påvirket af vejret. Men implementering af disse strategier gør det lettere at håndtere snevejr og andre vejrudfordringer og sikre, at forsendelserne når sikkert frem.

Sne på forrude

Udover at det er lovpligtigt at fjerne is og sne fra dit køretøj – lastbiler såvel som personbiler – inden du begiver dig ud på vejene, så siger det også sig selv, at det er en rigtig god idé. Hvis dit udsyn er begrænset på grund af is eller sne på f.eks. forrude, sideruder eller spejle, øger det nemlig risikoen for ulykker og farlige situationer drastisk.

Lige så vigtigt er det også at fjerne is og sne fra køretøjets tag, da det ellers kan skabe farlige situationer både for dig selv og dine medtrafikanter. Glider der is eller sne ned over din forrude ved opbremsning, kan det spærre dit udsyn. Falder det af under kørsel, kan det ramme andre trafikanter og påvirke deres sigtbarhed eller i værste fald lave alvorlige skader. Så husk taget, når du er i gang med at gøre din vogn køreklar – det kan faktisk koste dig kørekortet at lade være!

4 gode og en virkelig dårlig metode til at fjerne is

Når du skal fjerne is fra dit køretøj, er det ikke alle metoder, der er lige effektive. Køretøjer til professionel anvendelse som lastbiler og busser har som udgangspunkt avancerede varmesystemer, der hjælper med at fjerne is, men helt så heldig er du muligvis ikke i din personbil, så der kan du blive nødt til at tage andre metoder i brug.

Start motoren (eller fyret) og skru op for varme og blæser

Den metode bruger de fleste af os, når vi kommer ud til at koldt køretøj – både fordi den effektivt smelter isen på ruderne, og fordi den samtidig sørger for en dejlig og varm kabine. Og så forhindrer varmen indefra desuden, at isen sætter sig fast igen. Endda med minimalt arbejde for dig, for det kræver ikke andet end tid – og brændstof!

Det er nemlig bagsiden af denne måde at afise dit køretøj. Det sker gradvist og tager noget tid, før vognen er køreklar, og imens forbruger den unødvendigt brændstof. Så selv om det er nemt og effektivt, så er det ikke den grønneste metode.

Anvend isfjerner

Der findes forskellige isfjernersprays, som får isen til at tø, når det sprøjtes på f.eks. forruden. Det kan købes i mange butikker, og i vinterperioden fås det også i de fleste supermarkeder. Alternativt kan du lave en blanding selv. På internettet findes der forskellige bud på ingredienser og blandingsforhold, så det behøver ikke at være omstændeligt.

Ulempen ved denne måde at fjerne is er omkostningerne, der er forbundet hermed. Det er ikke nødvendigvis en billig fornøjelse at skulle bruge en sådan spray i en længere periode og måske endda flere gange om dagen. Alt efter hvilket ingredienser sprayen består af, kan der desuden være et miljømæssigt hensyn at være opmærksom på.

Anvend en isskraber

En isskraber er en effektiv måde at fjerne is fra ruderne – og så har den mange fordele. Den er forholdsvis billig i anskaffelse, den bruger ikke brændstof eller forurenende stoffer, og så får du varmen, mens du i gang. Sørg dog altid for at bruge en isskraber i en god kvalitet (aldrig metal eller andre skarpe materialer), ellers kan du risikere at ridse dit køretøjs ruder.

Giver du dig i kast med at skrabe uden at gøre andet, risikerer du dog, at ruderne iser til igen, før du er færdig. Derfor er denne måde at fjerne is mest effektiv, når den kombineres med en af de to andre herover. Anvend desuden store bevægelse, og undgå at lægge for stor kraft bag, da du ellers kan risikere at lave skader.

Forbered dig

Den nemmeste og mest effektive måde at komme isen til livs er dog at være forberedt, når du ved, at frosten kommer. Har du mulighed for det, så er det mest effektive nemlig at lade køretøjet stå inde – eller som minimum under tag. Så slipper du helt for at fjerne is og sne.

Har du ikke mulighed for at holde inde, er det også muligt at købe et dækken til at lægge over forude og sideruder, når bilen holder parkeret. Alt efter dækkenets kvalitet undgår du muligvis ikke is helt, men det er i hvert fald med til at reducere mængden betydeligt – samt det arbejde, du efterfølgende skal lægge i at fjerne det.

Anvend (aldrig!) varmt vand

Det er også muligt at fjerne is ved at hælde varmt vand over bilens ruder, men det kan ikke anbefales. Selvom det er en ganske effektiv metode, så er der også en relativ stor risiko for at beskadige bilens ruder. Den pludselige temperaturændring kan nemlig få ruden til at revne eller helt at knække, og har du et stenslag – måske endda så lille, at du ikke selv har bemærket det – så øges den risiko yderligere.

Om en metode er bedre end en anden afhænger af situationen – hvor meget tid har du, hvad har du til rådighed, hvilken type køretøj har du osv. Det er f.eks. forholdsvis enkelt at fjerne sne fra taget af en lille personbil, mens det kræver en snebro at gøre det på en lastbil. Omvendt må du muligvis lægge lidt mere arbejde bag afisningen af ruderne på din personbil. Men vær altid forsigtig, så du ikke kommer til at lave skader på dit køretøj.

Chauffør

Det er et udfordrende job at være eksportchauffør – nok også mere end de fleste regner med. Det handler nemlig ikke bare om at sætte sig bag rattet og træde på speederen. Det er derimod en hverdag, der indebærer ansvar, omskiftelighed, tidspres og meget tid alene.

Et job med ansvar

Eksportchaufføren – og andre lastbilchauffører – har ansvaret for godset, mens det er i dennes varetægt. Det betyder blandt andet, at det er chaufførens ansvar at passe på godset, når han/hun læsser det, så det er forsvarligt sikret i forhold til fastsurring samt hensigtsmæssigt placeret i traileren. Godsets vægt har f.eks. stor betydning for den optimale placering i traileren, så chaufføren er nødt til at have gennemtænkt hele lasten på forhånd for at kunne placere godset det rette sted.

Det er også chaufførens ansvar at tage hensyn til godset, mens det fragtes på vejene, og når der holdes hvil eller pauser. Der er derfor en del sikkerhedsforanstaltninger og overvejelser, chaufføren skal gøre sig i forhold til fart, manøvrering, kørselsforhold samt sikring af, at ingen uvedkommende får adgang til lasten. Det endelig mål for enhver chauffør er at losse godset på slutdestinationen til tiden og i samme stand, som han/hun har modtaget det.

Til tider fysisk og psykisk hårdt

Eksportkørsel betyder mange dage væk hjemmefra, og det kan være hårdt. De mange, lange dage på farten kun i eget selskab lægger ikke bare et pres på familielivet, men det kan også være både fysisk og psykisk udmattende – fysisk på grund af de mange timers stillesiddende arbejde, og psykisk på grund af meget tid alene, de mange timers koncentration om trafikken samt de hurtige skift, der kan forekomme både i vejrforhold og rute.

Der kan nemlig hurtigt opstå ændringer for chaufføren, og det skaber en uforudsigelighed i chaufførens dagligdag. Det kan være i form af et pludseligt skifte i vejrforholdene, trafikproblemer, eller det kan være ændringer i rute eller opgaver som følge af ekstra gods eller lignende. Samtidig arbejder chaufføren under det tidspres, der opstår, når gods skal hentes og afleveres til en deadline.

Og så er der selvfølgelig også køre-/hviletiderne, som til enhver tid skal overholdes. En meget vigtig del af chaufførens job er derfor også at kunne overskue sin tid, så dagens opgaver og deadlines går op i forhold til de lovbestemte pauser og hvil, der er pålagt en chauffør. Det er ikke en let opgave, og det lægger et yderligere tidspres på chaufføren, men det er helt afgørende, at køre-/hviletiderne altid overholdes. Det kræver derfor et vis overblik og struktur fra chaufførens side.

Alsidighed og selvstændighed

Det kan lyde så skidt, men når man sidder i sit ”rullende kontor” og kigger ud over de norske fjelde den ene dag og svenske skovsøer en anden, så har man som eksportchauffør alligevel noget som kan gøre mange andre ansatte misundelige. For et udfordrende job er ikke nødvendigvis negativt, det er også udviklende, alsidigt og tilfredsstillende.

Friheden ved at rejse ud og udforske nye steder er netop en af glæderne ved eksportkørsel. Der er en alsidighed i de skiftende omgivelser og de varierende opgaver, der kan være både berigende og tilfredsstillende for den enkelte chauffør. For eksportchauffør er ingen dage ens. Der læsses måske blomster i Holland en dag og højeksplosive gasser i Danmark en anden.

Dette er også med til at give en høj grad af selvstændighed. Chaufføren har ansvaret for at bringe godset sikkert fra afhentningssted til leveringsted, og der kan opstå mange ting undervejs, der kræver hurtige beslutninger og handling, og det kan være en tilfredsstillende opgave i sig selv.

Livet som eksportchauffør er præget af en balance mellem hårdt arbejde og berigende opgaver. Det er en karrierevej, som tilbyder unikke oplevelser og muligheder, men som også kræver en god arbejdsetik, dedikation og opmærksomhed på sikkerhed og ansvarlighed.

Vinterkørsel

Det er ikke uden grund, at vi taler meget om vejret her i Norden. For vejrforholdene på vores breddegrader ændrer sig drastisk hen over årstiderne – med store konsekvenser for trafikken og dermed også for vejtransporten.

Efteråret kommer ofte med storme og deraf følgende nedfaldne grene eller væltede træer på kørebanen samt massive vandmasser, der samler sig i store mængder og skaber risiko for akvaplaning. Men særligt vinteren kan udfordre trafikken og de professionelle chauffører, når de bringer gods igennem vinterlandskabet. Snefygning, isglatte veje og reduceret sigtbarhed er f.eks. nogle af de daglige udfordringer, chauffører – og andre trafikanter – står overfor i de mørke måneder. Og jo højere mod nord, jo flere udfordringer.

Gode råd til sikker vinterkørsel

Om du er professionel chauffør eller bare almindelig bilist, så er der nogle forholdsregler, som du med fordel kan tage, før du bevæger dig ud i vintervejret. Mange af dem giver for mange måske sig selv, men ikke desto mindre sker der hvert år ulykker, der kunne have været undgået, hvis der havde været større fokus på nogle simple ting.

Forbered dit køretøj

Det er vigtigt, at dit køretøj er i orden. Først og fremmest: Sørg for at skifte til vinterdæk i tide! Derudover bør du tjekke dæktryk og dækmønster samt sørge for, at lygter, viskere og varmesystemer fungerer korrekt. Det er også altid en god idé at medbringe ekstra udstyr som f.eks. snekæder, skovl, tæpper, mobillader (og en opladet telefon), ekstra tøj og drikke, hvis uheldet skulle være ude.

Tilpas kørslen

Det giver selvfølgelig sig selv, men du skal altid sørge for at tilpasse din kørsel til vejrforholdene. Reducér hastigheden, så du har bedre kontrol over dit køretøj, og sørg også for at holde god afstand til andre, da glatte og våde veje øger bremselængden markant. Forsøg desuden at navigere gennem sving og lignende i et langsomt og jævnt tempo for at undgå at skride ud og tabe kontrollen over køretøjet.

Tjek vejrudsigten

Hold dig altid opdateret på vejrudsigten, før du begiver dig ud på vintervejene, så du er forberedt og ikke bliver overrasket over f.eks. heftige snebyger. Planlæg turen i henhold til vejrudsigten, og vær forberedt på pludseligt vejrskifte.

Tænd lyset

Vinterens korte dage medfører mange timers mørke, og det kan påvirke kørselsforholdene. Husk at tænde lygterne i tide (hvis de ikke gør det selv) ved mørkets frembrud, men også ved tåge og voldsom nedbør. Lige så vigtigt det er, at du selv kan se, lige så vigtigt er det, at andre også kan se dig. Vær desuden opmærksom på, at solen står lavt i vintermånederne, så det kan være godt at have et par solbriller med i køretøjet.

Udvis forsigtighed

Udvis altid forsigtighed i dårligt vejr, og lad være med at være overmodig. I visse tilfælde kan vejrforholdene være så dårlige, at det er uansvarligt eller direkte livsfarligt at begive sig ud i trafikken. I de ekstreme tilfælde er det bedre at vente på opklaring eller – hvis muligt – at overveje en alternativ rute.

Nødsituationer

Selv med den bedste forberedelse kan der opstå uforudsete situationer. Sørg derfor altid for at have en opladet mobiltelefon, så du kan reagere på nødsituationer som kontakte 112 eller andre relevante myndigheder eller personer, f.eks. arbejdsgiver, kunder eller ægtefælle. Og skulle du strande i dårligt vejr, så bliv altid i køretøjet, og tilkald hjælp derfra om nødvendigt.

Helt kort handler det om at bruge sin sunde fornuft i dårligt vejr. Det er trods alt bedre at komme langsommere, men sikkert frem, end ikke at komme frem overhovedet.

Skandinavisk infrastruktur

Produktion og handel med varer samt en effektiv godstransport spiller en afgørende rolle for den økonomiske vækst i Skandinavien. Og som en helt grundlæggende base herfor er den skandinaviske infrastruktur. For selve rygraden i de skandinaviske landes forsyningskæde er de transportkorridorer, der løber igennem og på tværs af landene og sikrer tilgængelighed i nord, syd, øst og vest.

Den velfungerende, skandinaviske infrastruktur

Skandinavien er kendt for sit omfattende og velfungerende vejnet. Og den generelle høje standard af vejene er en af nøglefaktorerne til den effektive vejtransport i Skandinavien. De moderne og velholdte veje er med til at sikre en ukompliceret transport af varer på tværs af de skandinaviske lande samt at reducere transporttiden og dermed også omkostningerne. De skiftende årstider og de barske klimaforhold, der følger med, resulterer i hårde vilkår for vejenes tilstand, men det er et område, som prioriteres i hele Skandinavien.

Det betyder, at tusindvis af velholdte kilometer med motorveje, motortrafikveje, hovedveje og mindre landeveje og forbinder byer, handelscentre og industrielle knudepunkter på tværs af de skandinaviske lande. Og det er med til at sikre en effektiv godstransport og en medfølgende positiv effekt på den økonomiske aktivitet.

De betydningsfulde trafikkorridorer

Nogle af de vigtigste transportkorridorer tæller i Sverige E4, i Norge E6 og i Danmark E45. E4 strækker sig op gennem Sverige fra Helsingborg til Stockholm og hele vejen videre til grænsen til Finland, hvor den afløses af E8. E6 starter i det sydligste Sverige og går mod Malmø, Helsingborg og Göteborg og videre til Oslo i Norge og hele vejen op til den nordligste del af Norge. E45 strækker sig igennem en stor del af Europa, men starter i Danmark ved den dansk-tyske grænse og løber op vejen igennem Jylland til Frederikshavn, hvor den fortsætter på den anden side af Kattegat i Sverige og går videre igennem Sveriges vestlige side.

Digitalisering og brug af avancerede teknologier

Udover det velfungerende vejnet er digitalisering og brug af avanceret teknologi andre faktorer, der er med til at sikre en effektiv godstransport på de skandinaviske veje. Brugen af f.eks. GPS og overvågningssystemer i lastbilerne samt realtidssporing har nemlig også stor betydning for optimering af transporten samt reducering af transporttid og eventuelle forsinkelser. Lige som de gør det muligt hele tiden at have et øje på godsets præcise lokation.

Digital overvågning af vejnettet betyder desuden, at chaufførerne bliver holdt opdaterede over radio, GPS og lignende om uheld, kødannelser eller kritiske vejrforhold som f.eks. tåge eller islag. Det giver dem mulighed for at være særligt opmærksomme på ramte strækninger eller endda at vælge alternative ruter, hvor det er relevant.

Samlet set er alle disse faktorer med til at sikre en effektiv vejtransport og dermed understøtte Skandinaviens stærke logistiksektor, så handel – ikke bare på tværs af landene i Skandinavien, men internationalt – opretholdes og gives de bedste betingelser, hvilket påvirker den økonomiske vækst positivt.

Kundeservice

Transportbranchen er en afgørende spiller i den globale økonomi, men det er også en hård og til tider ubarmhjertig branche, hvor konkurrencen er stor, og betingelserne kan ændre sig fra den ene dag til den anden f.eks. på grund af brændstofpriser, kriser, demografi og meget andet.

Det betyder også, at når man som en mindre dansk speditionsvirksomhed, f.eks. holder fast i ønsket om at bruge danske chauffører på dansk overenskomst for at sikre de bedste vilkår for chaufførerne og den bedste kommunikation med kunden, så kan det let blive et presset marked.

God kundeservice er afgørende

God kundeservice er derfor helt afgørende for at opretholde et positivt omdømme samt opbygge og bevare lange kunderelationer. Netop den gode kundeservice kan være udfordrende på et presset marked, hvor det kan være svært at konkurrere med de store virksomheder med fordelagtige aftaler med udenlandske vognmænd, men det er også et område, hvor der virkelig er mulighed for at skille sig ud. Her kommer 3 bud på vores opfattelse af god kundeservice, som vi selv strækker os langt for at efterleve.

1. Kommunikation uden misforståelser

En af de mest værdifulde ydelser, man som virksomhed kan tilbyde sine kunder, er klar og forståelig kommunikation, så misforståelser så vidt muligt elimineres. Brugen af danske chauffører er en medvirkende faktor hertil. Det er nemlig med til at udelukke mange misforståelser – både ude hos kunderne og deres kunder, men også imellem kontor og chauffører. En let kommunikation med chaufførerne gør det nemmere at give kunderne klare og præcise tilbagemeldinger om deres forsendelser – fra booking til levering.

Brugen af moderne teknologi, der hele tiden afgiver information om bilernes færden er også med til at give kunderne en klar tilbagemelding i forhold til tidshorisonter, eventuelle forsinkelser og lignende.

2. Tilgængelighed – altid ved telefonen

Tilgængelighed er et andet nøgleord til god kundeservice. Det er vigtigt, at kunderne kan komme i kontakt med deres disponent, når de har brug for det. Oftest – og det mest naturlige – vil kommunikationen foregå inden for kontorets åbningstider, men der kan opstå noget, der gør, at det er nødvendigt at kunne få kontakt uden for kontortiden også. Dette har vi løst ved at oprette en vagttelefonordning.

3. Personlige løsninger

Transportbehov er forskellige, og derfor bør transportløsningerne også være det. God kundeservice er derfor også at forsøge at imødekomme kundernes individuelle ønsker til transporten. Det kan være særlige ønsker til afhentningstidspunkt, afleveringstidspunkt, skræddersyede transportløsninger eller andet. At matche kundeønsker med ledig kapacitet, ruter osv. er lidt af et puslespil, der skal gå op, men det er i efter vores mening en virkelig vigtig del af at yde en god service og derfor også noget, vi lægger rigtigt meget arbejde i.

Det siger næsten sig selv, at det ikke altid kan lade sig gøre at opfylde alle ønsker og behov, men at stræbe efter at få det til at lykkes i videst mulige omfang er ønskværdigt – også selvom det betyder, at der skal byttes rundt på varer eller trailere eller andet. Hvis det er det, der skal til, så er det det, der skal gøres.

Det er også med til at skabe tillid mellem speditørvirksomheden og kunderne, og tillid og pålidelighed er en helt afgørende faktor for et godt og langvarigt samarbejde. Kunderne skal opleve, at de og deres gods bliver taget godt hånd om, at der bliver leveret til tiden, og at aftaler bliver overholdt.

Det er god service, og god service i transportbranchen skal ikke bare være en bonus – det er en nødvendighed.