Artikler

Tekniske kompetencer

Transportbranchen er – som mange andre brancher – under hastig forandring. Tidligere var det ultimative fokus på at optimere læsningen, finde den mest effektive rute og sørge for, at lastbilen kom frem til tiden. Det er det stadig, men nu – og i særdeleshed i fremtiden – kræver dette langt større tekniske færdigheder hos både chauffører og disponenter for at sikre en smidig og effektiv transport.

For disponenterne, der sidder bag skærmen i speditionsvirksomhederne, er teknisk forståelse afgørende. Fremtidens disponenter skal kunne håndtere avancerede systemer til ruteplanlægning, overvågning af transportstatus og realtidsdata fra IoT-enheder (Internet of Things) som trackere i lastbilerne. Det betyder, at en disponent i høj grad skal kunne analysere data og bruge den til at træffe hurtige, velinformerede beslutninger, der optimerer logistikken og sikrer, at godset når frem til tiden – uanset uforudsete udfordringer på vejen.

Teknologiens indtog i transporten

Med kunstig intelligens (AI) og automatiserede processer i logistiksystemer skal fremtidens disponenter hurtigt reagere på alt fra vejrændringer til trafikforhold og andet. Systemerne hjælper med at forudse udfordringer og foreslå alternativer, men det kræver, at disponenten har indsigt i, hvordan teknologien fungerer, og hvordan den bedst kan anvendes.

Det betyder, at fremtidens disponent ikke kun skal være god til at jonglere med transporter og deadlines – men også kunne tilpasse sig den nye teknologi og være opdateret på nye værktøjer, der gør arbejdsgangene mere effektive. Livslang læring bliver en nødvendighed, da teknologien udvikler sig hurtigt, og de, der kan navigere i den, vil få en afgørende rolle i at holde forsyningskæden kørende.

Fleksibilitet og fremtidens krav

I en branche præget af uforudsigelighed er fleksibilitet en nøglefaktor for både chauffører og disponenter. Fremtidens arbejdsstyrke i transportbranchen skal kunne tilpasse sig hurtigt og finde løsninger, når tingene ikke går som planlagt. Samtidig skal der tages højde for de komplekse regler og love, der ofte skifter fra land til land – især når det gælder transport af farligt gods, som kræver særlige tilladelser og udstyr.

Dette gør sig også gældende i dag, men grundlaget herfor vil ændre sig i fremtiden. I dag handler fleksibilitet primært om menneskelig beslutningstagning, hvor disponenter og chauffører skal reagere hurtigt på ændrede omstændigheder som trafikproblemer, vejrforhold, eller ændringer i kundens behov. Der er en stor afhængighed af erfaring, intuition og manuelle processer. Systemerne hjælper med nogle opgaver, men mange beslutninger træffes stadig af mennesker på baggrund af erfaring og oplysninger, de selv skal indsamle.

I fremtiden vil teknologi som kunstig intelligens (AI), realtidsdata og IoT (Internet of Things) have en langt mere integreret rolle i at håndtere disse uforudsigelige forhold. Teknologi vil formodentlig være en aktiv beslutningstager og ikke blot et værktøj. Disponenter vil måske få automatiserede forslag til nye ruter, baseret på data fra GPS, vejrudsigter, og trafikmønstre, hvilket betyder, at deres arbejde bliver mere præget af at overvåge og reagere på automatiserede systemer frem for selv at skulle planlægge alt.

At sikre de rette kompetencer

For at imødekomme de krav, fremtiden bringer, er det afgørende, at transportvirksomheder både investerer i de teknologier og systemer, der vil blive en del af fremtidens transport, samt investerer i uddannelse og træning for både disponenter og chauffører. Det er nødvendigt at ruste dem til at navigere i de nye teknologiske landskaber og udvikle deres færdigheder, så de kan arbejde effektivt og sikkert.

Samlet set skal fremtidens disponenter og chauffører kunne meget mere end blot at håndtere logistik og transportplanlægning. De skal være også være fleksible og teknisk kyndige for at sikre, at forsyningskæden fungerer problemfrit – også i en fremtid, hvor teknologi spiller en større og større rolle.

 

Myter og fakta

Hver dag bliver millioner af ton gods flyttet med lastbiler fra A til B på tværs af landsdele og landegrænser. Og lastbilerne er derfor også et velkendt syn, for vi møder dem på vejene, i byerne og på landet. Vejtransporten spiller nemlig en helt afgørende rolle for os alle, så vi kan få de varer og produkter, vi har brug for, uanset hvor vi befinder os.

Men hvor meget ved de fleste af os egentlig om vejtransport? For selvom vejtransporten er en uundværlig del af vores moderne liv, så florerer der mange misforståelser om branchen. Nogle af dem kan du blive klogere på her.

Myte 1: Lastbiler forårsager størstedelen af alle trafikuheld

Fakta: Når lastbiler er involverede i trafikuheld, så kan det på grund af deres størrelse være meget alvorligt, og derfor hører vi også ofte om denne type uheld. Men rent faktisk er lastbiler ifølge Vejdirektoratets statistikker kun involveret i en forholdsvis lille andel af alle de trafikuheld, der sker hvert år. Hvis man for eksempel for perioden 2019-2023 ser på trafikuheld med personbiler, hvor der enten var dræbte eller tilskadekomne, så var modparten i 360 af disse tilfælde en lastbil. Til sammenligning var modparten i samme periode i 2.500 tilfælde en anden personbil og i 1.579 tilfælde var uheldet et solouheld.

Uheld sker naturligvis, men generelt er lastbilchauffører meget erfarne trafikanter, og lastbiler i dag er udstyret med sikkerhedssystemer og kameraer, der skal hjælpe med at reducere risikoen for uheld.

Myte 2: Lastbilchauffører overholder ikke trafikreglerne

Fakta: Det er en udbredt misforståelse, at lastbilchauffører ser stort på færdselsreglerne, og at de er trætte og uopmærksomme på grund af for mange timer bag rattet. I virkeligheden er lastbilchauffører underlagt meget strenge regler i forhold til køre- og hviletider, der dikterer helt præcist, hvor længe de må køre, og hvornår og hvor længe de skal holde pauser og hvil.

Og det er noget, som der bliver tjekket op på og holdt øje med – både af myndighederne, men også af vognmændene selv. Overtrædes reglerne kan det nemlig resultere i store bøder (både til vognmænd og chauffører) og mistede kørekort. De fleste lastbiler er i dag udstyret med avanceret GPS-teknologi, der registrerer både hastighed, position og kørevaner, og det giver vognmanden en mulighed for at følge med i chaufførernes kørsel, lige som det også giver chaufførerne en mulighed for at optimere deres kørevaner i forhold til for eksempel brændstofforbrug.

Myte 3: Lastbiler forurener voldsomt meget

Fakta: Der er ingen tvivl om, at lastbiler påvirker miljøet, men det er absolut ikke noget, som branchen sidder overhørig. Faktisk bliver der taget store skridt mod at reducere miljøpåvirkningen. Moderne lastbilerne er for eksempel langt mere brændstofeffektive end tidligere, og mange speditører og vognmænd går meget op i ruteoptimering, chaufførernes kørestil og reducering af brændstofforbrug og CO2-udledning. Flere kigger også mod alternativer som ellastbiler, men det er en kendsgerning, at disse på nuværende tidspunkt egner sig bedst til de mindre indenrigsture. På de lange stræk over landegrænser er teknologien endnu ikke god nok.

Myte 4: Lastbiltransport er langsom og ineffektiv

Fakta: Mange tror, at vejtransport er en langsom og ineffektiv måde at få varer fra producent til forbruger på, men vejtransport er faktisk en af de mest fleksible og effektive transportformer. Lastbiler giver den unikke mulighed for levering direkte fra-dør-til-dør, og de kan komme til selv de mest fjerntliggende egne af landet, hvilket gør dem både hurtigere og mere effektive end mange andre transportformer.

Myte 5: Vejtransport vil snart blive overflødig

Fakta: Selvom der er mange diskussioner om fremtidens transport, er der ingen tvivl om, at vejtransport vil forblive en central del af logistikindustrien i mange år frem. Branchen står over for en ændring i forhold til at imødekomme efterspørgslen på en grønnere måde at transportere gods, og teknologiske fremskridt som lastbiler, der kører på andet end traditionel diesel, vil helt sikkert blive en del af denne ændring, men behovet for fleksibel og hurtig levering af varer vil unægtelig sikre vejtransportens relevans også i fremtiden.

Risikostyring under transport

Risikostyring er en del af at lede en hvilken som helst virksomhed. Og det gør sig også gældende for speditionsbranchen – både helt overordnet som et led af driften, men også helt ned til den enkelte transport. Spedition handler nemlig om meget mere end at få transporteret gods fra A til B. Ofte foregår transporten over lange distancer, og der er mange ting, der potentielt kan gå galt undervejs. Speditørens rolle er derfor ikke udelukkende at arrangere transporten, men i høj grad også risikostyring i form af at identifikation og håndtering af potentielle udfordringer.

Identifikation af mulige udfordringer og planlægning

Den første fase i risikostyring er at udpege de situationer, der potentielt kan påvirke transporten. Det kan omfatte alt lige fra naturkatastrofer som oversvømmelser og jordskælv, menneskeskabte hændelser som strejker og politiske uroligheder, men i høj grad også mindre og mere hverdagsagtige ting som vejarbejde, punkterede dæk, skader eller tyveri. Det er umuligt at tænke sig ud af alle situationer, der kan gå galt, men med forberedelse og god planlægning, kan i hvert fald nogle af de potentielle problemer undgås. For når først risiciene er identificeret, så er det også muligt at vurdere, hvor høj sandsynligheden er, for at de vil finde sted, og dermed tage visse forholdsregler.

Heldigvis er det ikke ofte, at det er nødvendigt at indtænke så store ting som naturkatastrofer som en risiko, men vi har dog for nyligt herhjemme oplevet flere 100-årshændelser med korte mellemrum. Men også mere almindelige vejrfænomener som kraftig regn og sne kan skabe problemer for en transport, så det er derfor ikke uvæsentligt at have et øje på vejrudsigten, når transporten planlægges.

Det er også almindelig kendt, at der i visse områder er en forhøjet risiko for tyveri af gods, men når først dette er identificeret som en potentiel fare på en rute, så kan det indtænkes i ruteplanlægningen.

Håndtering af risici ved forberedelse, overvågning og samarbejde

Som udgangspunkt er der to måder at håndtere de forskellige risici, nemlig ved enten risikooverførsel, som f.eks. køb af forsikring, eller ved risikoreduktion, som i høj grad handler om planlægning – og i nogle tilfælde begge. Skal transporten f.eks. igennem højrisikoområder for tyveri, så kan man nå langt ved at planlægge, at der ikke skal afholdes pauser eller hvil i disse områder, men samtidig sørger en forsikring for at minimere tab, hvis uheldet alligevel skulle være ude.

Men risikostyring er en dynamisk proces, der kræver kontinuerlig overvågning og tilpasning. Forholdene for transporten kan hele tiden ændre sig, og så er der en ny situation, der skal tages stilling til. I den proces spiller teknologi en stadig vigtigere rolle, f.eks. i form af realtidsdata fra trackere, der sikrer, at speditøren hele tiden ved, hvor transporten befinder sig og kan reagere på informationer om potentielle udfordringer på ruten.

Samarbejde og kommunikation er en anden vigtig del af risikostyring i speditionsbranchen. Det er helt afgørende at have gode relationer både til kunderne, myndighederne, vognmændene samt de enkelte chauffører. Det er med til at sikre, at kommunikationen flyder, og at vigtigt information om f.eks. gods, vejforhold eller andet bliver givet videre, så det kan medtænkes i den overordnede planlægning samt effektivt udnyttes i en krisesituation.

Denne holistiske tilgang til risikostyring, der omfatter både identifikation, vurdering, håndtering, overvågning og samarbejde, er med til at sikre en effektiv transport, der får godset sikkert frem. Den gør det nemlig lettere at klare udfordringer – både de forudsete og de uventede – og det er alt i alt med til at opretholde driften og tilfredsstille kundernes behov.

Det er ikke noget nyt – vejtransporten spiller en vigtig rolle i detailhandlen. Det har den egentlig gjort, siden fabrikker og masseproduktion så dagens lys. Men det er nok alligevel de færreste af os, der tænker særligt meget over, hvor stor betydning vejtransport egentlig har for de varer, vi tager ned fra hylden, når vi shopper i detailbutikkerne eller på internettet.

Detailvarernes livscyklus kort fortalt

Før produktionen af en vare kan begynde, er det nødvendigt at have materialer. Materialerne (som jo også er en vare i sig selv og har sin egen livscyklus) ankommer til fabrikken med en lastbil, lige som maskinerne og interiøret på fabrikken på et tidspunkt har gjort.

Når varen er færdigproduceret, sendes den via lastbil videre – enten direkte til en forbruger, alt efter varens type, eller til en hylde (som i øvrigt også er blevet leveret med en lastbil) i en butik, et lager eller tilsvarende, hvor den gøres tilgængelig for forbrugeren.

Er det en stor vare, eller købes varen via en webshop, er det igen en lastbil, der transporterer varen videre til forbrugeren, som derefter pakker varen ud og smider emballagen væk med skraldet, der efterfølgende bliver afhentet, ja, af en lastbil. Samme vej går det sandsynligvis med varen selv, når den har udtjent sin tid hos forbrugeren.

Det er med andre ord mange gange, at en detailvare eller dele af en detailvare er med en lastbil i løbet af dens levetid – en helt nødvendig og uundgåelig proces for at få varen fra A til B.

Stigende internethandel

Men selv om vejtransportens rolle for detailhandlen ikke er ny, så er den stadig tiltagende. Vi forbruger mere end tidligere, og siden Dankortet, internettet og dermed muligheden for at handle online og få varerne bragt direkte til døren, har vejtransporten fået endnu et vigtigt led at betjene for detailhandlen. Varerne skal ikke længere bare ud i butikkerne – for webshops skal de også fra butikken eller lageret og ud til kunderne, og det foregår naturligvis også med lastbil.

Og det bliver mere og mere almindeligt at købe julegaver, fødselsdagsgaver, tøj, køkkenredskaber, kæledyrsartikler, ja stort set alt, på internettet, og det betyder også en stigning i antallet af vejtransporter. For denne transportform er på grund af sin fleksibilitet den mest ideelle – og langt hen ad vejen den eneste mulige – form for transport i denne sammenhæng.

Tilgængelighed og fleksibilitet

Vejtransporten er nemlig med sin fleksibilitet og tilgængelighed svær at komme uden om i forbindelse med detailhandel. Selv hvis en vare produceres et andet sted i verden og bliver sendt til Danmark med skib eller fly, så er sandsynligheden for, at varen fragtes med lastbil til og fra flyet eller skibet, temmelig stor.

For når varen skal videre ud til sin destination, så er vejtransport det uundgåelige valg. Lastbilerne kan nå frem til både travle shoppinggader i storbyens midte og til små købmandsbutikker i fjerntliggende landområder. Den giver kort sagt detailbranchen mulighed for at levere til butikker og kunder overalt.

Så det er ikke overdrevet at mene, at vejtransporten spiller en afgørende rolle for detailhandlen. Det er vejtransportens tilgængelighed, pålidelighed, fleksibilitet og fragtkapacitet, der danner basis for detailhandlens levevilkår.

Fremtidens lastbiler

Med den stigende interesse for bæredygtighed og teknologiske fremskridt er det naturligt også at drøfte fremtidens vejtransport. Transportbranchen er unægtelig en af synderne, når det kommer til udledning af Co2, og derfor falder den grønne snak ofte på muligheden for eldrevne og – på sigt måske endda selvkørende – lastbiler. Disse teknologier har utvivlsomt potentiale til at transformere transportsektoren, men der er dog, som vi ser det, stadig betydelige udfordringer og begrænsninger, der skal overvindes, før de kan blive en realitet over de lange distancer.

Udfordret på rækkevidde og tid

Antallet af eldrevne personbiler vokser på vel nærmest daglig basis, og i den forbindelse ser vi også et øget fokus på muligheden for eldrevne lastbiler. De er allerede at finde på vejene, hvor de især anvendes til distribution over kortere distancer, men antallet af eldrevne lastbiler er stadig langt fra at overstige antallet af de dieseldrevne. For selv om mange anser dem for at være fremtiden, så har de eldrevne lastbiler to store udfordringer i forhold til at skulle anvendes til regulær godstransport over længere distancer: deres begrænsede rækkevidde og deres lange ladetid.

For selv de mest avancerede batterier har stadig en begrænset kapacitet, der gør det svært at opretholde kontinuerlig drift over de lange strækninger. Med den nuværende teknologi er det en udfordring at fremstille et elbatteri med lang rækkevidde, der ikke samtidig vejer (og fylder) så meget, at det reducerer lastkapaciteten i lastbilerne – især for langdistancegodstransporten, hvor hver lademeter tæller.

Samtidig mangler der stadig en tilstrækkelig (og tilstrækkelig hurtigt) opladningsinfrastruktur langs vejene. På nuværende tidspunkt findes der under en håndfuld offentlige ladestandere til lastbiler i Danmark, og samme mangelfulde billede tegner sig også for resten af Europa. Ladetiden for disse standere giver desuden en væsentlig øget transporttid i forhold til den dieseldrevne transport. Manglen på et omfattende netværk af højeffektive ladestandere til lastbiler gør det dermed vanskeligt for langdistancegodstransporten at hoppe med på elbølgen.

Høje anskaffelsesomkostninger

En anden faktor er, at anskaffelsesomkostningerne forbundet med eldrevne lastbiler ofte er høje, og bilerne er således længere tid om at tjene sig selv hjem. Økonomien – både i anskaffelse og effektivitet med henvisning til udfordringerne med rækkevidde og ladetid – gør, at der stadig ligger et stykke arbejde foran os, før anvendelsen af eldrevne lastbiler kan blive en rentabel forretning for især den del af transportbranchen, der bevæger sig over de lange strækninger. Derfor er mange transportvirksomheder også tilbageholdende med at investere i eldrevne lastbiler – i hvert fald indtil disse teknologiske udfordringer er blevet løst tilfredsstillende.

Teknologien udvikler sig fortsat, og forskere arbejder på at udvikle et superbatteri med lang rækkevidde, kort opladning og lav vægt, men der er ikke noget, der tyder på, at masseproduktionen af et sådant batteri venter lige om hjørnet. Så fremtidens transport er muligvis nok eldrevet, men morgendagens er for størstepartens vedkommende stadig dieseldrevet.

International transport

Eksotiske frugter i danske supermarkeder og danske designerstole i New Zealandske hjem – en umulighed, hvis ikke det var for den internationale godstransport. International transport af handelsvarer er nemlig med til at tilgængeliggøre og samle verden samt at forbinde og styrke forskellige landes økonomier.

De vigtige transportmidler

Oftest tænker vi på store skibe og fly, når det handler om international handel og logistik, og de spiller også en helt central rolle, når varer skal fragtes over lange distancer hen over verdenshave til den anden side af jorden. Men jernbaner, der løber på tværs af lande og kontinenter, og ikke mindst vejnettet, der muliggør transport til selv de mest fjerntliggende lokationer, er uden tvivl lige så vigtige brikker i den globale forsyningskæde. For når varerne skal ud til deres endelige destination foregår det oftest fra anhængeren på en lastbil. Det er derfra, at varerne når hylderne i supermarkederne, at fabrikkerne får deres maskiner, og tømrerne får deres træ.

Transportmidlerne spiller dermed deres egen og helt afgørende rolle i handlen på tværs af virksomheder og lande.

International godstransport er rygraden i international handel

Uden transport var der ingen handel – og vice versa kan man sige. De to aspekter hænger uløseligt sammen, og den internationale transport udgør dermed selve rygraden i den internationale handel. Den gør det muligt at forbinde producenter og forbrugere over hele verden, og det er alt sammen med til at styrke den globale, økonomiske vækst. Det skaber arbejdspladser og tiltrækker investorer, og samtidig er den med til at udvikle den globale infrastruktur. Alt sammen faktorer, der spiller en afgørende rolle for vores moderne verden.

Men det handler ikke kun om forbrug og materielle goder – selv om det unægtelig er en del af det. Det handler også om en effektiv fordeling af ressourcer og varer på et globalt plan. For den internationale godstransport er ganske rigtigt årsagen til, at vi kan sidde i vores danske hjem med den nyeste smartphone fra Asien i hånden. Men den er også årsagen til, at medarbejderne på den fabrik, hvor smartphonen er fremstillet, har et levebrød, lige som den er årsagen til, at nødvendige forsyninger, medicin, mad og andre ressourcer kan nå frem til selv fjerne og isolerede samfund.

Kulturel udveksling

Når vi flytter varer fra en del af verden til en anden, flytter vi også små bidder af kulturer. Verden bliver tilgængelig for os hjemme i vores egne stuer, og det bliver nemt at opdage nye varer og produkter, vi ikke tidligere kendte til.

På den måde bliver den internationale godstransport mere end bare udveksling af varer og produkter mellem forskellige dele af verden. Det bliver samtidig en kulturel udveksling, der bringer os tættere på hinanden og medfører, at vi lærer af hinanden, deler vores respektive traditioner og dermed bidrager til en gensidig forståelse og respekt.

Den internationale handel og godstransport gør på den måde verden mindre og mere tilgængelig. Det er med til at sikre muligheden for udvikling til hele verden og til at styrke de enkelte landes økonomi.

Hurtigere og billigere transport

Der er to ting, som næsten altid gør sig gældende, når det handler om godstransport: Det skal være billigt, og det skal gå hurtigt. Forståeligt nok, men med stigende brændstofpriser og hastighedsbegrænsninger, som vi alle skal overholde, kan det også være en smule svært at imødekomme. For der er naturligvis nogle helt naturlige begrænsninger for, hvor hurtigt og hvor billigt en godstransport kan gøres.

Blandt er vi ikke herre over brændstofpriserne, chaufførerne skal (selvfølgelig) have deres fair og overenskomstbaserede løn, og alle hastighedsbegrænsninger, køre-/hviletider osv. skal overholdes.

Så der er ikke mange knappe at stille på, men der er dog nogle få.

Samling af leverancer

Ved at samle så mange leverancer som muligt (når det er muligt) til samme rute i samme trailer, reduceres ikke bare antallet af ture, men også omkostningerne forbundet dermed. Jo flere der er til at betale, jo billigere bliver det naturligvis for den enkelte kunde.

Det er derfor nødvendigt at tænke forud for at opnå den mest optimale læsning af traileren. Godset skal placeres på den mest hensigtsmæssige plads i forhold til ruten, samtidig med at det skal placeres på en måde, der gør det muligt at medbringe mest muligt. Det er næsten som en slags tetris med gods, og det kan være et svært puslespil at få til at gå op, men det er et vigtigt element for en billigere transport.

Optimering af ruter

Når vi skal fra A til B og ikke kender vejen, vil de fleste af os nok taste adressen ind i en GPS og følge den foreslåede rute. Men i transportbranchen er handler optimal ruteplanlægning om meget mere end bare at finde vej. Det handler også om at være opdateret på vejret, kende trafikale spidsperioder, vide leveringsstedernes åbningstider osv. samt at have en realtidsovervågning af bilernes placering, så de hele tiden kan tilpasses i forhold til situationer og forhold, der opstår undervejs.

Skulle man koge dette omfattende arbejde ned til nogle få ord, ville det være: forberedelse og supervision. Med en god forberedelse samt et konstant øje på den aktuelle situation, bliver det lettere at undgå unødige stop, større forsinkelser og lignende, og dermed kommer godset også hurtigere frem til sin destination.

Forbedret kundetilfredshed

Forsinkelser, prisstigninger osv. er svære (læs: umulige) at undgå. Der kan altid opstå noget uventet undervejs på en rute, som forsinker tidsplanen. Samtidig lever vi i en uforudsigelig verden, hvor blandt andet krig og kriser lægger sin klamme hånd på økonomien. Men vi kan gøre vores bedste for at minimere den slags gener for kunderne ved at være overvåge og være velforberedte. Så opnår vi både en mere effektiv og omkostningsreduceret godstransport, og vores kunder sætter desuden pris på, at vi gør en indsats.

Vi kan desværre ikke styre alt, men vi kan forsøge at levere den bedst mulige service ud fra de forudsætninger, vi har – og det gør vi!

Transport i senvejr

Der er ingen tvivl om, at vinterens luner, og især en snestorm som den, der ramte landet i starten af 2024, skaber store udfordringer for vejtransport og godslevering. For man kommer ikke udenom, at der ind imellem opstår situationer, som man hverken kan gardere sig imod eller kontrollere – med en vis portion kaos og frustration til følge.

Men selv om man ikke kan forberede sig ud af alt, så øger man alligevel – med den rette tilgang og planlægning – sandsynligheden for at komme godt igennem sådanne situationer og få godset sikkert og så hurtigt som muligt frem.  Derfor er det vores erfaring, at der er visse områder, som det er værd at have fokus på, når vejrguderne driller. Det får du vores bud på her.

Afgørende planlægning

Ingen kan spå om vejret, men det er til gengæld helt afgørende at holde sig opdateret på vejrsituationen og have en detaljeret plan for transporten – også i snevej. Det kan være svært helt at undgå forsinkelser, men ved at planlægge ruter, overvåge vejrudsigter og have alternativer på plads, kan man faktisk reducere forsinkelser og uventede udfordringer.

Teknologi og tracking

Ved at bruge avancerede teknologiske løsninger og realtidssporingssystemer er det muligt at overvåge lastbilernes position og bevægelser, og når dette kombineres med viden om trafik og vejrforhold, så kan man sikre, at bilerne følger de mest optimale ruter. Denne form for overvågning gør det også muligt proaktivt at viderekommunikere eventuelle forsinkelser til kunderne, så de hele tiden er klar over, hvordan situationen ser ud for deres forsendelser.

Kvalitetsudstyr i vintervejret

At udstyre lastbilerne med egnede dæk, snekæder eller andre passende værktøjer kan forbedre trækkraften og sikkerheden på vejene. Det giver ikke bare chaufførerne de bedste forudsætninger for at passe deres arbejde, men det er igen med til at reducere risikoen for forsinkelser og potentielle ulykker.

Samarbejde og god kommunikation

Samarbejde er godt for mange ting – også når der gælder transport i dårligt vejr. Et tæt samarbejde med vognmænd og en god kommunikation med chaufførerne ude på vejene kan være afgørende for at få helt præcise opdateringer om vejrforholdene og tage de nødvendige forholdsregler i henhold dertil.

Opdateringer og fleksible løsninger

Som i alle andre brancher er kundetilfredshed naturligvis vigtigt. Og ved at tilbyde kunderne fleksibilitet og at holde dem opdaterede på deres godslevering – særligt i tilfælde af forsinkelser på grund af vejret – så øges sandsynligheden også for at opretholde både kundernes tillid og tilfredshed.

Vinteren behøver ikke at bremse godsleveringerne, selv om det kan være stort set umuligt at undgå at blive påvirket af vejret. Men implementering af disse strategier gør det lettere at håndtere snevejr og andre vejrudfordringer og sikre, at forsendelserne når sikkert frem.

Sne på forrude

Udover at det er lovpligtigt at fjerne is og sne fra dit køretøj – lastbiler såvel som personbiler – inden du begiver dig ud på vejene, så siger det også sig selv, at det er en rigtig god idé. Hvis dit udsyn er begrænset på grund af is eller sne på f.eks. forrude, sideruder eller spejle, øger det nemlig risikoen for ulykker og farlige situationer drastisk.

Lige så vigtigt er det også at fjerne is og sne fra køretøjets tag, da det ellers kan skabe farlige situationer både for dig selv og dine medtrafikanter. Glider der is eller sne ned over din forrude ved opbremsning, kan det spærre dit udsyn. Falder det af under kørsel, kan det ramme andre trafikanter og påvirke deres sigtbarhed eller i værste fald lave alvorlige skader. Så husk taget, når du er i gang med at gøre din vogn køreklar – det kan faktisk koste dig kørekortet at lade være!

4 gode og en virkelig dårlig metode til at fjerne is

Når du skal fjerne is fra dit køretøj, er det ikke alle metoder, der er lige effektive. Køretøjer til professionel anvendelse som lastbiler og busser har som udgangspunkt avancerede varmesystemer, der hjælper med at fjerne is, men helt så heldig er du muligvis ikke i din personbil, så der kan du blive nødt til at tage andre metoder i brug.

Start motoren (eller fyret) og skru op for varme og blæser

Den metode bruger de fleste af os, når vi kommer ud til at koldt køretøj – både fordi den effektivt smelter isen på ruderne, og fordi den samtidig sørger for en dejlig og varm kabine. Og så forhindrer varmen indefra desuden, at isen sætter sig fast igen. Endda med minimalt arbejde for dig, for det kræver ikke andet end tid – og brændstof!

Det er nemlig bagsiden af denne måde at afise dit køretøj. Det sker gradvist og tager noget tid, før vognen er køreklar, og imens forbruger den unødvendigt brændstof. Så selv om det er nemt og effektivt, så er det ikke den grønneste metode.

Anvend isfjerner

Der findes forskellige isfjernersprays, som får isen til at tø, når det sprøjtes på f.eks. forruden. Det kan købes i mange butikker, og i vinterperioden fås det også i de fleste supermarkeder. Alternativt kan du lave en blanding selv. På internettet findes der forskellige bud på ingredienser og blandingsforhold, så det behøver ikke at være omstændeligt.

Ulempen ved denne måde at fjerne is er omkostningerne, der er forbundet hermed. Det er ikke nødvendigvis en billig fornøjelse at skulle bruge en sådan spray i en længere periode og måske endda flere gange om dagen. Alt efter hvilket ingredienser sprayen består af, kan der desuden være et miljømæssigt hensyn at være opmærksom på.

Anvend en isskraber

En isskraber er en effektiv måde at fjerne is fra ruderne – og så har den mange fordele. Den er forholdsvis billig i anskaffelse, den bruger ikke brændstof eller forurenende stoffer, og så får du varmen, mens du i gang. Sørg dog altid for at bruge en isskraber i en god kvalitet (aldrig metal eller andre skarpe materialer), ellers kan du risikere at ridse dit køretøjs ruder.

Giver du dig i kast med at skrabe uden at gøre andet, risikerer du dog, at ruderne iser til igen, før du er færdig. Derfor er denne måde at fjerne is mest effektiv, når den kombineres med en af de to andre herover. Anvend desuden store bevægelse, og undgå at lægge for stor kraft bag, da du ellers kan risikere at lave skader.

Forbered dig

Den nemmeste og mest effektive måde at komme isen til livs er dog at være forberedt, når du ved, at frosten kommer. Har du mulighed for det, så er det mest effektive nemlig at lade køretøjet stå inde – eller som minimum under tag. Så slipper du helt for at fjerne is og sne.

Har du ikke mulighed for at holde inde, er det også muligt at købe et dækken til at lægge over forude og sideruder, når bilen holder parkeret. Alt efter dækkenets kvalitet undgår du muligvis ikke is helt, men det er i hvert fald med til at reducere mængden betydeligt – samt det arbejde, du efterfølgende skal lægge i at fjerne det.

Anvend (aldrig!) varmt vand

Det er også muligt at fjerne is ved at hælde varmt vand over bilens ruder, men det kan ikke anbefales. Selvom det er en ganske effektiv metode, så er der også en relativ stor risiko for at beskadige bilens ruder. Den pludselige temperaturændring kan nemlig få ruden til at revne eller helt at knække, og har du et stenslag – måske endda så lille, at du ikke selv har bemærket det – så øges den risiko yderligere.

Om en metode er bedre end en anden afhænger af situationen – hvor meget tid har du, hvad har du til rådighed, hvilken type køretøj har du osv. Det er f.eks. forholdsvis enkelt at fjerne sne fra taget af en lille personbil, mens det kræver en snebro at gøre det på en lastbil. Omvendt må du muligvis lægge lidt mere arbejde bag afisningen af ruderne på din personbil. Men vær altid forsigtig, så du ikke kommer til at lave skader på dit køretøj.

Chauffør

Det er et udfordrende job at være eksportchauffør – nok også mere end de fleste regner med. Det handler nemlig ikke bare om at sætte sig bag rattet og træde på speederen. Det er derimod en hverdag, der indebærer ansvar, omskiftelighed, tidspres og meget tid alene.

Et job med ansvar

Eksportchaufføren – og andre lastbilchauffører – har ansvaret for godset, mens det er i dennes varetægt. Det betyder blandt andet, at det er chaufførens ansvar at passe på godset, når han/hun læsser det, så det er forsvarligt sikret i forhold til fastsurring samt hensigtsmæssigt placeret i traileren. Godsets vægt har f.eks. stor betydning for den optimale placering i traileren, så chaufføren er nødt til at have gennemtænkt hele lasten på forhånd for at kunne placere godset det rette sted.

Det er også chaufførens ansvar at tage hensyn til godset, mens det fragtes på vejene, og når der holdes hvil eller pauser. Der er derfor en del sikkerhedsforanstaltninger og overvejelser, chaufføren skal gøre sig i forhold til fart, manøvrering, kørselsforhold samt sikring af, at ingen uvedkommende får adgang til lasten. Det endelig mål for enhver chauffør er at losse godset på slutdestinationen til tiden og i samme stand, som han/hun har modtaget det.

Til tider fysisk og psykisk hårdt

Eksportkørsel betyder mange dage væk hjemmefra, og det kan være hårdt. De mange, lange dage på farten kun i eget selskab lægger ikke bare et pres på familielivet, men det kan også være både fysisk og psykisk udmattende – fysisk på grund af de mange timers stillesiddende arbejde, og psykisk på grund af meget tid alene, de mange timers koncentration om trafikken samt de hurtige skift, der kan forekomme både i vejrforhold og rute.

Der kan nemlig hurtigt opstå ændringer for chaufføren, og det skaber en uforudsigelighed i chaufførens dagligdag. Det kan være i form af et pludseligt skifte i vejrforholdene, trafikproblemer, eller det kan være ændringer i rute eller opgaver som følge af ekstra gods eller lignende. Samtidig arbejder chaufføren under det tidspres, der opstår, når gods skal hentes og afleveres til en deadline.

Og så er der selvfølgelig også køre-/hviletiderne, som til enhver tid skal overholdes. En meget vigtig del af chaufførens job er derfor også at kunne overskue sin tid, så dagens opgaver og deadlines går op i forhold til de lovbestemte pauser og hvil, der er pålagt en chauffør. Det er ikke en let opgave, og det lægger et yderligere tidspres på chaufføren, men det er helt afgørende, at køre-/hviletiderne altid overholdes. Det kræver derfor et vis overblik og struktur fra chaufførens side.

Alsidighed og selvstændighed

Det kan lyde så skidt, men når man sidder i sit ”rullende kontor” og kigger ud over de norske fjelde den ene dag og svenske skovsøer en anden, så har man som eksportchauffør alligevel noget som kan gøre mange andre ansatte misundelige. For et udfordrende job er ikke nødvendigvis negativt, det er også udviklende, alsidigt og tilfredsstillende.

Friheden ved at rejse ud og udforske nye steder er netop en af glæderne ved eksportkørsel. Der er en alsidighed i de skiftende omgivelser og de varierende opgaver, der kan være både berigende og tilfredsstillende for den enkelte chauffør. For eksportchauffør er ingen dage ens. Der læsses måske blomster i Holland en dag og højeksplosive gasser i Danmark en anden.

Dette er også med til at give en høj grad af selvstændighed. Chaufføren har ansvaret for at bringe godset sikkert fra afhentningssted til leveringsted, og der kan opstå mange ting undervejs, der kræver hurtige beslutninger og handling, og det kan være en tilfredsstillende opgave i sig selv.

Livet som eksportchauffør er præget af en balance mellem hårdt arbejde og berigende opgaver. Det er en karrierevej, som tilbyder unikke oplevelser og muligheder, men som også kræver en god arbejdsetik, dedikation og opmærksomhed på sikkerhed og ansvarlighed.