Det er et udfordrende job at være eksportchauffør – nok også mere end de fleste regner med. Det handler nemlig ikke bare om at sætte sig bag rattet og træde på speederen. Det er derimod en hverdag, der indebærer ansvar, omskiftelighed, tidspres og meget tid alene.
Et job med ansvar
Eksportchaufføren – og andre lastbilchauffører – har ansvaret for godset, mens det er i dennes varetægt. Det betyder blandt andet, at det er chaufførens ansvar at passe på godset, når han/hun læsser det, så det er forsvarligt sikret i forhold til fastsurring samt hensigtsmæssigt placeret i traileren. Godsets vægt har f.eks. stor betydning for den optimale placering i traileren, så chaufføren er nødt til at have gennemtænkt hele lasten på forhånd for at kunne placere godset det rette sted.
Det er også chaufførens ansvar at tage hensyn til godset, mens det fragtes på vejene, og når der holdes hvil eller pauser. Der er derfor en del sikkerhedsforanstaltninger og overvejelser, chaufføren skal gøre sig i forhold til fart, manøvrering, kørselsforhold samt sikring af, at ingen uvedkommende får adgang til lasten. Det endelig mål for enhver chauffør er at losse godset på slutdestinationen til tiden og i samme stand, som han/hun har modtaget det.
Til tider fysisk og psykisk hårdt
Eksportkørsel betyder mange dage væk hjemmefra, og det kan være hårdt. De mange, lange dage på farten kun i eget selskab lægger ikke bare et pres på familielivet, men det kan også være både fysisk og psykisk udmattende – fysisk på grund af de mange timers stillesiddende arbejde, og psykisk på grund af meget tid alene, de mange timers koncentration om trafikken samt de hurtige skift, der kan forekomme både i vejrforhold og rute.
Der kan nemlig hurtigt opstå ændringer for chaufføren, og det skaber en uforudsigelighed i chaufførens dagligdag. Det kan være i form af et pludseligt skifte i vejrforholdene, trafikproblemer, eller det kan være ændringer i rute eller opgaver som følge af ekstra gods eller lignende. Samtidig arbejder chaufføren under det tidspres, der opstår, når gods skal hentes og afleveres til en deadline.
Og så er der selvfølgelig også køre-/hviletiderne, som til enhver tid skal overholdes. En meget vigtig del af chaufførens job er derfor også at kunne overskue sin tid, så dagens opgaver og deadlines går op i forhold til de lovbestemte pauser og hvil, der er pålagt en chauffør. Det er ikke en let opgave, og det lægger et yderligere tidspres på chaufføren, men det er helt afgørende, at køre-/hviletiderne altid overholdes. Det kræver derfor et vis overblik og struktur fra chaufførens side.
Alsidighed og selvstændighed
Det kan lyde så skidt, men når man sidder i sit ”rullende kontor” og kigger ud over de norske fjelde den ene dag og svenske skovsøer en anden, så har man som eksportchauffør alligevel noget som kan gøre mange andre ansatte misundelige. For et udfordrende job er ikke nødvendigvis negativt, det er også udviklende, alsidigt og tilfredsstillende.
Friheden ved at rejse ud og udforske nye steder er netop en af glæderne ved eksportkørsel. Der er en alsidighed i de skiftende omgivelser og de varierende opgaver, der kan være både berigende og tilfredsstillende for den enkelte chauffør. For eksportchauffør er ingen dage ens. Der læsses måske blomster i Holland en dag og højeksplosive gasser i Danmark en anden.
Dette er også med til at give en høj grad af selvstændighed. Chaufføren har ansvaret for at bringe godset sikkert fra afhentningssted til leveringsted, og der kan opstå mange ting undervejs, der kræver hurtige beslutninger og handling, og det kan være en tilfredsstillende opgave i sig selv.
Livet som eksportchauffør er præget af en balance mellem hårdt arbejde og berigende opgaver. Det er en karrierevej, som tilbyder unikke oplevelser og muligheder, men som også kræver en god arbejdsetik, dedikation og opmærksomhed på sikkerhed og ansvarlighed.