Et simpelt spørgsmål, som ikke har et helt simpelt svar. Transport er ikke en metervare med en fast pris, men prisen afhænger derimod af en lang række forskellige faktorer, der spiller ind i hinanden. Af den årsag er det heller ikke muligt at lave en automatisk beregner, da den i bedste fald kun vil kunne give en cirkapris.
Prisen afhænger af flere forskellige faktorer
For at få en præcis pris er det nødvendigt at tage fat i din speditør, som kigger på alle fakta og finder den rigtige pris på baggrund deraf. Der er flere ting, der er afgørende for udregningen. For eksempel går en stor del af prisen for en vejtransport til diesel, og mængden af diesel afhænger af mange ting, såsom om lastbilen er to-akslet eller tre-akslet. En tre-akslet bil vejer mere og kan trække et større læs og bruger af den grund også mere diesel. Derudover øges dieselforbruget også i forhold til antal kilometer samt lastens vægt.
Valget af trailer har også betydning, da visse typer af trailere kræver mere diesel – enten på grund af deres vægt eller funktion som f.eks. som temperaturregulerede trailere, der bruger diesel til at holde temperaturen konstant. Det giver selvsagt en større udskrivning på dieselkontoen. Dertil kommer også typen af gods. Er det f.eks. farligt gods, der skal transporteres, tillægges der et særligt tillæg til prisen. Det skyldes, at der er mange krav til transport af farligt gods, som skal overholdes. Disponenterne, der administrerer bookingen, skal være specialuddannede inden for farligt gods, lastbilerne skal være korrekt udstyrede, og chaufførerne skal have et særligt ADR-bevis for at måtte køre med farligt gods.
Og så er ruten heller ikke helt uvæsentlig for prisen. Er den endelige destination f.eks. et sted i Nordnorge, hvor der ikke umiddelbart er stor sandsynlighed for at få gods med på returvejen, så har det også indflydelse på prisen, da det betyder en tom bil på tilbagevejen. Jo mere godstrafik frem og tilbage, jo billigere transport.
Vælg din transportør med omhu
Men når alt kommer til alt, så er transport ikke kun et spørgsmål om pris. Mange betragter fragt som et rent og skært nødvendigt onde for at få sine varer fra A til B, og derfor er det ikke et område, som de ønsker at bruge meget tid (eller penge) på. Men det kan altså godt betale sig at bruge en smule tid på at finde det rigtige produkt og ikke mindst den rigtige transportør.
En vigtigt ting at huske på er nemlig, at når dit gods leveres på slutdestination hos din kunde, så er det transportøren, der repræsenterer dig og er din virksomheds ansigt udadtil. Derfor er det på ingen måde lige meget, hvilken speditør du vælger. Du bør altid vælge en speditør, der lever op til dine forventninger og værdier, så hele kundeoplevelsen – også levering – afspejler den kvalitet, din virksomhed står for. Kommer godset f.eks. ikke frem til tiden, er chaufføren ubehøvlet eller måske bare ubehjælpelig, eller opstår der udfordringer undervejs i transporten, der ikke bliver løst på en ordentlig måde, så kan det ikke undgås, at det vil have en betydningen for kundens opfattelse af din virksomhed og den samlede oplevelse af handlen med dig. Så vælg din speditør med omhu.