Eksotiske frugter i danske supermarkeder og danske designerstole i New Zealandske hjem – en umulighed, hvis ikke det var for den internationale godstransport. International transport af handelsvarer er nemlig med til at tilgængeliggøre og samle verden samt at forbinde og styrke forskellige landes økonomier.
De vigtige transportmidler
Oftest tænker vi på store skibe og fly, når det handler om international handel og logistik, og de spiller også en helt central rolle, når varer skal fragtes over lange distancer hen over verdenshave til den anden side af jorden. Men jernbaner, der løber på tværs af lande og kontinenter, og ikke mindst vejnettet, der muliggør transport til selv de mest fjerntliggende lokationer, er uden tvivl lige så vigtige brikker i den globale forsyningskæde. For når varerne skal ud til deres endelige destination foregår det oftest fra anhængeren på en lastbil. Det er derfra, at varerne når hylderne i supermarkederne, at fabrikkerne får deres maskiner, og tømrerne får deres træ.
Transportmidlerne spiller dermed deres egen og helt afgørende rolle i handlen på tværs af virksomheder og lande.
International godstransport er rygraden i international handel
Uden transport var der ingen handel – og vice versa kan man sige. De to aspekter hænger uløseligt sammen, og den internationale transport udgør dermed selve rygraden i den internationale handel. Den gør det muligt at forbinde producenter og forbrugere over hele verden, og det er alt sammen med til at styrke den globale, økonomiske vækst. Det skaber arbejdspladser og tiltrækker investorer, og samtidig er den med til at udvikle den globale infrastruktur. Alt sammen faktorer, der spiller en afgørende rolle for vores moderne verden.
Men det handler ikke kun om forbrug og materielle goder – selv om det unægtelig er en del af det. Det handler også om en effektiv fordeling af ressourcer og varer på et globalt plan. For den internationale godstransport er ganske rigtigt årsagen til, at vi kan sidde i vores danske hjem med den nyeste smartphone fra Asien i hånden. Men den er også årsagen til, at medarbejderne på den fabrik, hvor smartphonen er fremstillet, har et levebrød, lige som den er årsagen til, at nødvendige forsyninger, medicin, mad og andre ressourcer kan nå frem til selv fjerne og isolerede samfund.
Kulturel udveksling
Når vi flytter varer fra en del af verden til en anden, flytter vi også små bidder af kulturer. Verden bliver tilgængelig for os hjemme i vores egne stuer, og det bliver nemt at opdage nye varer og produkter, vi ikke tidligere kendte til.
På den måde bliver den internationale godstransport mere end bare udveksling af varer og produkter mellem forskellige dele af verden. Det bliver samtidig en kulturel udveksling, der bringer os tættere på hinanden og medfører, at vi lærer af hinanden, deler vores respektive traditioner og dermed bidrager til en gensidig forståelse og respekt.
Den internationale handel og godstransport gør på den måde verden mindre og mere tilgængelig. Det er med til at sikre muligheden for udvikling til hele verden og til at styrke de enkelte landes økonomi.