Blog

Vinterkørsel

Det er ikke uden grund, at vi taler meget om vejret her i Norden. For vejrforholdene på vores breddegrader ændrer sig drastisk hen over årstiderne – med store konsekvenser for trafikken og dermed også for vejtransporten.

Efteråret kommer ofte med storme og deraf følgende nedfaldne grene eller væltede træer på kørebanen samt massive vandmasser, der samler sig i store mængder og skaber risiko for akvaplaning. Men særligt vinteren kan udfordre trafikken og de professionelle chauffører, når de bringer gods igennem vinterlandskabet. Snefygning, isglatte veje og reduceret sigtbarhed er f.eks. nogle af de daglige udfordringer, chauffører – og andre trafikanter – står overfor i de mørke måneder. Og jo højere mod nord, jo flere udfordringer.

Gode råd til sikker vinterkørsel

Om du er professionel chauffør eller bare almindelig bilist, så er der nogle forholdsregler, som du med fordel kan tage, før du bevæger dig ud i vintervejret. Mange af dem giver for mange måske sig selv, men ikke desto mindre sker der hvert år ulykker, der kunne have været undgået, hvis der havde været større fokus på nogle simple ting.

Forbered dit køretøj

Det er vigtigt, at dit køretøj er i orden. Først og fremmest: Sørg for at skifte til vinterdæk i tide! Derudover bør du tjekke dæktryk og dækmønster samt sørge for, at lygter, viskere og varmesystemer fungerer korrekt. Det er også altid en god idé at medbringe ekstra udstyr som f.eks. snekæder, skovl, tæpper, mobillader (og en opladet telefon), ekstra tøj og drikke, hvis uheldet skulle være ude.

Tilpas kørslen

Det giver selvfølgelig sig selv, men du skal altid sørge for at tilpasse din kørsel til vejrforholdene. Reducér hastigheden, så du har bedre kontrol over dit køretøj, og sørg også for at holde god afstand til andre, da glatte og våde veje øger bremselængden markant. Forsøg desuden at navigere gennem sving og lignende i et langsomt og jævnt tempo for at undgå at skride ud og tabe kontrollen over køretøjet.

Tjek vejrudsigten

Hold dig altid opdateret på vejrudsigten, før du begiver dig ud på vintervejene, så du er forberedt og ikke bliver overrasket over f.eks. heftige snebyger. Planlæg turen i henhold til vejrudsigten, og vær forberedt på pludseligt vejrskifte.

Tænd lyset

Vinterens korte dage medfører mange timers mørke, og det kan påvirke kørselsforholdene. Husk at tænde lygterne i tide (hvis de ikke gør det selv) ved mørkets frembrud, men også ved tåge og voldsom nedbør. Lige så vigtigt det er, at du selv kan se, lige så vigtigt er det, at andre også kan se dig. Vær desuden opmærksom på, at solen står lavt i vintermånederne, så det kan være godt at have et par solbriller med i køretøjet.

Udvis forsigtighed

Udvis altid forsigtighed i dårligt vejr, og lad være med at være overmodig. I visse tilfælde kan vejrforholdene være så dårlige, at det er uansvarligt eller direkte livsfarligt at begive sig ud i trafikken. I de ekstreme tilfælde er det bedre at vente på opklaring eller – hvis muligt – at overveje en alternativ rute.

Nødsituationer

Selv med den bedste forberedelse kan der opstå uforudsete situationer. Sørg derfor altid for at have en opladet mobiltelefon, så du kan reagere på nødsituationer som kontakte 112 eller andre relevante myndigheder eller personer, f.eks. arbejdsgiver, kunder eller ægtefælle. Og skulle du strande i dårligt vejr, så bliv altid i køretøjet, og tilkald hjælp derfra om nødvendigt.

Helt kort handler det om at bruge sin sunde fornuft i dårligt vejr. Det er trods alt bedre at komme langsommere, men sikkert frem, end ikke at komme frem overhovedet.

Skandinavisk infrastruktur

Produktion og handel med varer samt en effektiv godstransport spiller en afgørende rolle for den økonomiske vækst i Skandinavien. Og som en helt grundlæggende base herfor er den skandinaviske infrastruktur. For selve rygraden i de skandinaviske landes forsyningskæde er de transportkorridorer, der løber igennem og på tværs af landene og sikrer tilgængelighed i nord, syd, øst og vest.

Den velfungerende, skandinaviske infrastruktur

Skandinavien er kendt for sit omfattende og velfungerende vejnet. Og den generelle høje standard af vejene er en af nøglefaktorerne til den effektive vejtransport i Skandinavien. De moderne og velholdte veje er med til at sikre en ukompliceret transport af varer på tværs af de skandinaviske lande samt at reducere transporttiden og dermed også omkostningerne. De skiftende årstider og de barske klimaforhold, der følger med, resulterer i hårde vilkår for vejenes tilstand, men det er et område, som prioriteres i hele Skandinavien.

Det betyder, at tusindvis af velholdte kilometer med motorveje, motortrafikveje, hovedveje og mindre landeveje og forbinder byer, handelscentre og industrielle knudepunkter på tværs af de skandinaviske lande. Og det er med til at sikre en effektiv godstransport og en medfølgende positiv effekt på den økonomiske aktivitet.

De betydningsfulde trafikkorridorer

Nogle af de vigtigste transportkorridorer tæller i Sverige E4, i Norge E6 og i Danmark E45. E4 strækker sig op gennem Sverige fra Helsingborg til Stockholm og hele vejen videre til grænsen til Finland, hvor den afløses af E8. E6 starter i det sydligste Sverige og går mod Malmø, Helsingborg og Göteborg og videre til Oslo i Norge og hele vejen op til den nordligste del af Norge. E45 strækker sig igennem en stor del af Europa, men starter i Danmark ved den dansk-tyske grænse og løber op vejen igennem Jylland til Frederikshavn, hvor den fortsætter på den anden side af Kattegat i Sverige og går videre igennem Sveriges vestlige side.

Digitalisering og brug af avancerede teknologier

Udover det velfungerende vejnet er digitalisering og brug af avanceret teknologi andre faktorer, der er med til at sikre en effektiv godstransport på de skandinaviske veje. Brugen af f.eks. GPS og overvågningssystemer i lastbilerne samt realtidssporing har nemlig også stor betydning for optimering af transporten samt reducering af transporttid og eventuelle forsinkelser. Lige som de gør det muligt hele tiden at have et øje på godsets præcise lokation.

Digital overvågning af vejnettet betyder desuden, at chaufførerne bliver holdt opdaterede over radio, GPS og lignende om uheld, kødannelser eller kritiske vejrforhold som f.eks. tåge eller islag. Det giver dem mulighed for at være særligt opmærksomme på ramte strækninger eller endda at vælge alternative ruter, hvor det er relevant.

Samlet set er alle disse faktorer med til at sikre en effektiv vejtransport og dermed understøtte Skandinaviens stærke logistiksektor, så handel – ikke bare på tværs af landene i Skandinavien, men internationalt – opretholdes og gives de bedste betingelser, hvilket påvirker den økonomiske vækst positivt.

Kundeservice

Transportbranchen er en afgørende spiller i den globale økonomi, men det er også en hård og til tider ubarmhjertig branche, hvor konkurrencen er stor, og betingelserne kan ændre sig fra den ene dag til den anden f.eks. på grund af brændstofpriser, kriser, demografi og meget andet.

Det betyder også, at når man som en mindre dansk speditionsvirksomhed, f.eks. holder fast i ønsket om at bruge danske chauffører på dansk overenskomst for at sikre de bedste vilkår for chaufførerne og den bedste kommunikation med kunden, så kan det let blive et presset marked.

God kundeservice er afgørende

God kundeservice er derfor helt afgørende for at opretholde et positivt omdømme samt opbygge og bevare lange kunderelationer. Netop den gode kundeservice kan være udfordrende på et presset marked, hvor det kan være svært at konkurrere med de store virksomheder med fordelagtige aftaler med udenlandske vognmænd, men det er også et område, hvor der virkelig er mulighed for at skille sig ud. Her kommer 3 bud på vores opfattelse af god kundeservice, som vi selv strækker os langt for at efterleve.

1. Kommunikation uden misforståelser

En af de mest værdifulde ydelser, man som virksomhed kan tilbyde sine kunder, er klar og forståelig kommunikation, så misforståelser så vidt muligt elimineres. Brugen af danske chauffører er en medvirkende faktor hertil. Det er nemlig med til at udelukke mange misforståelser – både ude hos kunderne og deres kunder, men også imellem kontor og chauffører. En let kommunikation med chaufførerne gør det nemmere at give kunderne klare og præcise tilbagemeldinger om deres forsendelser – fra booking til levering.

Brugen af moderne teknologi, der hele tiden afgiver information om bilernes færden er også med til at give kunderne en klar tilbagemelding i forhold til tidshorisonter, eventuelle forsinkelser og lignende.

2. Tilgængelighed – altid ved telefonen

Tilgængelighed er et andet nøgleord til god kundeservice. Det er vigtigt, at kunderne kan komme i kontakt med deres disponent, når de har brug for det. Oftest – og det mest naturlige – vil kommunikationen foregå inden for kontorets åbningstider, men der kan opstå noget, der gør, at det er nødvendigt at kunne få kontakt uden for kontortiden også. Dette har vi løst ved at oprette en vagttelefonordning.

3. Personlige løsninger

Transportbehov er forskellige, og derfor bør transportløsningerne også være det. God kundeservice er derfor også at forsøge at imødekomme kundernes individuelle ønsker til transporten. Det kan være særlige ønsker til afhentningstidspunkt, afleveringstidspunkt, skræddersyede transportløsninger eller andet. At matche kundeønsker med ledig kapacitet, ruter osv. er lidt af et puslespil, der skal gå op, men det er i efter vores mening en virkelig vigtig del af at yde en god service og derfor også noget, vi lægger rigtigt meget arbejde i.

Det siger næsten sig selv, at det ikke altid kan lade sig gøre at opfylde alle ønsker og behov, men at stræbe efter at få det til at lykkes i videst mulige omfang er ønskværdigt – også selvom det betyder, at der skal byttes rundt på varer eller trailere eller andet. Hvis det er det, der skal til, så er det det, der skal gøres.

Det er også med til at skabe tillid mellem speditørvirksomheden og kunderne, og tillid og pålidelighed er en helt afgørende faktor for et godt og langvarigt samarbejde. Kunderne skal opleve, at de og deres gods bliver taget godt hånd om, at der bliver leveret til tiden, og at aftaler bliver overholdt.

Det er god service, og god service i transportbranchen skal ikke bare være en bonus – det er en nødvendighed.

Lastbiltransport

Måske tænker du ikke så meget over det, men lastbiltransport spiller en helt afgørende rolle i vores moderne samfund og økonomi. Faktisk transporteres helt op imod 93% af alle varer med lastbil på et eller andet tidspunkt i løbet af forsyningskæden. Så stort set lige meget hvilken vare, du køber, så har den på et tidspunkt befundet sig ombord på en lastbil.

Hurtig og effektiv transportform

På især de kortere distancer er lastbiltransport den absolut hurtigste og mest fleksible transportform. Lastbiler kan nå ud til stort set hvilken som helst destination – uanset om det er inde midt i storbyen eller langt ude på landet. Og endda direkte fra dør til dør. Samtidig har lastbilerne den fordel, at skulle der opstå forhindringer som trafikpropper eller ændringer af ruten, så er det nemt at tilpasse transporten til en ny situation, en ny rute eller en ny sending varer. Det gør denne transportform yderst fleksibel. Samme fleksibilitet er svær at tilbyde med andre transportformer.

God og sikker til mindre sendinger

Lastbiler kan transportere en lang række forskellige varer lige fra fødevarer og forbrugsvarer til tunge maskiner og farligt gods. Sammenlignet med andre transportformer som tog, fly eller skib er lastbiltransporten desuden ofte mere omkostningseffektiv – især når det gælder mindre mængder af varer over kortere distancer.

Den korte vej fra førerhus til trailer gør samtidig lastbiltransport til en forholdsvis sikker transportform. Sker der noget undervejs på ruten, vil chaufføren bemærke det omgående og kunne reagere derefter. Det minimerer risikoen for alvorlige skader og spild væsentligt.

En vigtig spiller i den globale forsyningskæde

Man kommer ikke uden om, at lastbiltransporten skaber arbejdspladser – fra speditøren til vognmanden, chaufføren, lagermedarbejderen, truckføreren osv. Samtidig understøtter denne transportform også andre brancher ved at lette distributionen af varer og råvarer og påvirker dermed på flere måder den økonomiske vækst.

Vejnettet strækker sig ud over hele kloden og forbinder lander og regioner og dermed også producenter og forbrugere – også ude i de mest fjerntliggende områder. Det gør lastbiltransport til en yderst vigtig spiller i den globale forsyningskæde, og den eneste, der formår at bringe varer helt ud til dørtrinnet på den endelige destination.

Køletrailer

Transport af temperaturfølsomme varer er en udfordrende opgave, der kræver omhyggelig planlægning, overvågning og regulering af temperaturforholdene. Det er især vigtigt for varer som fødevarer, farligt gods, lægemidler og biologiske prøver, hvor selv ganske små temperatursvingninger kan have alvorlige konsekvenser. Derfor er denne type transport i høj grad en tillidssag, hvor kunden må stole på, at alle forskrifter og regler overholdes.

Transportens udfordringer

En af de helt store udfordringer ved transport af temperaturfølsomme varer er udefrakommende faktorer, der giver svingninger i temperaturen. Lastbiler er f.eks. ofte undervejs på transportruten udsat for skiftende vejrforhold, og temperaturen i traileren kan derfor variere betydeligt – især under lange transporter. Det kan resultere i tab af kvalitet, spild eller endda ødelæggelse af varerne.

Temperaturfølsomme varer transporteres derfor typisk i særlig emballage, der f.eks. indeholder termoisolerende materialer eller køleelementer og dermed er med til at beskytte varerne mod for store udsving i temperaturen. Men den vigtigste faktor i transporten af denne type varer er anvendelsen af en køletrailer, hvor en generator sørger for at holde temperaturen i traileren konstant under hele turen. Fødevarer, lægemidler og andre temperaturfølsomme varer er ofte underlagt meget strenge regler i forhold til blandt andet opbevaring, og køletrailerens kontrol og sikring mod temperatursvingninger er med til at sikre, at disse krav overholdes.

Køletrailerens funktioner

Køletraileren er udstyret med et avanceret klimakontrolsystem, der konstant overvåger og regulerer temperaturen ved hjælp af blandt andet sensorer. Skulle der ske en uventet ændring i temperaturen, giver en alarm omgående chaufføren besked, så denne har mulighed for at reagere og handle øjeblikkeligt.

Normalvis er det en dieselgenerator, der sørger for afkøling af traileren. Det betyder, at temperaturen kan fastholdes stabilt, også når lastbilen holder stille, f.eks. ved færgeoverfarter, pauser eller lignende. Generatoren er dermed ikke afhængig af, om lastbilen er sat til tænding eller ej, og det gør transporten mindre udsat undervejs.

Anvendelse af køletrailer er dermed en effektiv måde at sikre, at temperaturfølsomme varer når deres destination i optimal stand.

Kontor til logistics og logistik transport

Helt kort er disponenterne specialiseret i at planlægge, strukturere og styre godstransporter. De fungerer som bindeleddet mellem producenter, leverandører, transportører og modtagere, og de sikrer, at varerne bliver leveret sikkert, til tiden og i overensstemmelse med lovgivningen. De har dermed en helt afgørende rolle i den globale forsyningskæde og transportindustri, for det er deres ekspertise, der gør det muligt at fragte varer problemfrit rundt i verden.

Disponentens opgaver

I tæt samarbejde med kunden finder disponenten ud fra kundens ønsker og behov frem til den bedste fragtform. Fragt kan foregå både i luften, til vands, med bane og med lastbil, og der kan være forskellige faktorer, der afgør, om den ene eller den anden type transport er mest hensigtsmæssig for den enkelte kunde.

Når kunden efterfølgende bestiller transport af en sending varer, er det disponenten, der booker transportkapaciteten hos vognmænd, luftfartsselskaber, rederier osv., og det er også disponenten, der vælger den mest effektive rute under hensyntagen til afstand, transportmiddel og potentielle forhindringer, så både omkostninger og leveringstider minimeres. Det kan være et større puslespil at få til at gå op, og det kræver overblik og strukturelle færdigheder ud over det sædvanlige.

Derefter sørger disponenten for, at al nødvendig dokumentation, som f.eks. tolddokumenter og fragtbreve, er i orden. Skal varerne fragtes over landegrænser, er det vigtigt at kende de pågældende landes love og regler, så alle krav til transporten overholdes. Særligt toldprocedurer kan være komplekse, men disponenterne hjælper med at sikre, at der er styr på told, moms, afgifter og regler, og at alt sker efter bogen.

Undervejs i transporten er det også disponenten, der har overblikket over, hvor varerne befinder sig på ruten, og opstår der problemer, som f.eks. forsinkelser, skader eller andet, er det disponentens opgave at forsøge at løse dem, så det er til mindst mulig gene for kunden.

Transportens vigtige bindeled

Disponenterne er med andre ord transportens vigtigste bindeled, der med deres omfattende viden og færdigheder holder overblik og styr på godstransporten fra start til slut. Det er dem, der gør det muligt for virksomheder at fragte varer sikkert og effektivt rundt i verden – på den mest omkostningseffektive og tidsbesparende måde og i henhold til alle relevante regler og love. Så har du som kunde brug for rådgivning, eller har du spørgsmål til transport, så er det disponenterne, du skal tage fat i. Uden deres ekspertise ville den globale handel og logistik uden tvivl være langt mere udfordrende.

Lager

Hvad er et lagerhotel egentlig? Det er et eksternt lager, hvor du kan leje opbevaring af dit varelager. Det kan være smart, hvis du driver en butik eller en webshop, men ikke selv har den nødvendige plads til at opbevare dine varer. Måske har du heller ikke økonomien til eller ønsker besværet med at leje en lagerbygning. På et lagerhotel lejer du kun den del af lageret, som du har brug.

En af fordelene ved et lagerhotel – ud over ikke selv at skulle stå for bygningen – er, at du undgår faste udgifter og ressourcer til et område af din virksomhed, som muligvis varierer fra sæson til sæson eller i forhold til andre parametre. Det kan være, at du i seks måneder har brug for meget plads og mindre de næste seks. Så er det en fordel ikke at have låst dig fast i en bygning, men i stedet kan tilpasse pladsen til dit behov.

Lad andre håndtere lageret

Samtidig ved du, at der altid står nogen klar til at modtage dine varer, når de lander på lageret. Det betyder, at du selv eller dine medarbejdere ikke behøver at være til stede ved leveringen, men I kan i stedet koncentrere jer om de opgaver, der er jeres vigtigste.

I de fleste tilfælde kan du få lagerhotellet til at stå for hele lagerstyringen, hvilket vil sige, at de også står for at plukke, pakke og sende varer, når der lander en ordre i f.eks. din webshop samt modtage og håndtere returvarer, når en kunde ikke er tilfreds med sit køb. Løsningen kan som udgangspunkt skræddersys og tilpasses lige præcis det behov, du måtte have.

Derudover kan du nyde godt af de sikkerhedsforanstaltninger som brandsikring og alarmselskab, som de store lagre oftest er udstyret med, så dit varelager er i trygge hænder. Det giver dig ro til at koncentrere dig om din forretning og ikke bekymre dig om lagerfaciliteterne.

Så måske er et lagerhotel noget for dig?

Transport af farligt gods ved full-load

Full-load, FTL (Full Truck Load), hellast, hellæs – kært barn har mange navne, men når alt kommer til alt, så handler det om det samme, nemlig en transport, hvor hele lasten udgør en enkelt sending for samme kunde.

For dig som kunde er tid og sikkerhed de helt store fordele ved full-loads. Når du bestiller en full-load, er hele lastbilen afsat kun til dig, uanset om du har paller, stykgods eller andet. Det betyder den absolut korteste og hurtigste vej fra dit opsamlingssted og til godsets slutdestination, fordi du undgår de opsamlinger, omlæsninger og delleveringer, der medfølger, når dit gods transporteres sammen andre kunders.

Det betyder også, at dit gods ikke bliver flyttet under transporten, men står fastsurret samme sted hele vejen, hvilket giver en mere skånsom transport. Når der ikke omlæsses undervejs, reduceres risikoen for skader også. Så ved at vælge full-load-transport får du kort sagt en direkte dør-til-dør-levering uden stop.

Så har du store læs, der skal fragtes, eller måske flere mindre læs med korte mellemrum, der kan samles til et stort læs, så er der visse fordele ved det.

Full-load eller part-load?

Har du derimod kun mindre mængder gods, der skal sendes af sted, så skal det fragtes som stykgods (part-load). Der er I flere kunder om at dele transporten, og det tager dermed lidt længere tid, fordi lastbilen har flere stop undervejs, men til gengæld betaler du kun for den plads i lastbilen, som du optager.

Om du har brug for full-load eller part-load afhænger således af, hvilken mængde gods du skal have transporteret – og hvor hurtigt. I nogle tilfælde vil det kunne betale sig at samle flere mindre læs til et større, hvis ikke der er en tidsfrist, der gør, at de mindre læs skal hurtigt af sted. Det er er naturligvis noget, I skal tage stilling til internt i virksomheden, men hvis I har brug for vejledning eller et godt råd til logistikken, så kan det være en god idé at tage fat i din speditør. De er eksperter i at løse lige præcis den type problemstillinger.

Vælg den rigtige speditør til opgaven

Det kan måske være fristende at tænke, at transport bare er noget, der får dit gods fra A til B, og at det ikke har den store betydning, om det er den ene eller den anden, der står for den del af forsyningskæden. Men det kan være en farlig tanke for din virksomhed.

Den samlede kundeoplevelse

Transport og levering er en central del af den samlede kundeoplevelse for dem, du handler med. Dels handler det om sikkerhed i forhold til dine varer – at der tages de nødvendige hensyn, så dine varer kommer frem i samme stand, som du har sendt af sted. Er der lagt mange ressourcer i f.eks. at bygge en kompleks maskine, er det naturligvis altafgørende, at transporten foregår på en skånsom og ansvarlig måde, der ikke resulterer i skader eller lignende.

Dels handler det om dine kunders oplevelse ved levering. Er chaufføren venlig og løsningsorienteret, kommer varerne frem til den aftalte tid, er alle instruktioner overholdt, har transporten været fleksibel i forhold til særlige ønsker og behov osv. Alt dette smitter af på dine kunders samlede oplevelse i forhold til at handle med dig. Det er en del af din virksomheds ansigt udadtil, og det er derfor også væsentligt at vælge en transportør, der lever op til dine forventninger og værdier.

Lever transport og levering ikke op til dette, vil den oplevelse sidde frisk i dine kunders hukommelse, når de efterfølgende skal evaluere på den samlede handel med dig – også selv om selve handlen er foreløbigt helt smertefrit og efter planen uden skyggen af problemer. Retfærdigt? – Måske ikke. En realitet? – Ja.

Ikke altid prisen, der er det afgørende

Derfor kan det være en god idé at bruge en smule ekstra tid på at vælge den rigtige transportør. Især hvis der er forhold ved transport og levering, der gør, at fragten skal spille 100%. Det er dermed ikke altid prisen, der skal være det afgørende. En god oplevelse for din kunde, hvor varer bliver leveret på bedste vis, kan være mange, mange flere penge værd end den mindre meromkostning, der måtte være ved at vælge den bedste transportør frem for den billigste.

Transport er en tillidssag, så det er vigtigt, at du finder en transportør, som du kan stole, og som du ved, vil behandle både dig, dine varer og dine kunder ordentligt. Det er godt for både dig og din forretning.

Pris på transport

Et simpelt spørgsmål, som ikke har et helt simpelt svar. Transport er ikke en metervare med en fast pris, men prisen afhænger derimod af en lang række forskellige faktorer, der spiller ind i hinanden. Af den årsag er det heller ikke muligt at lave en automatisk beregner, da den i bedste fald kun vil kunne give en cirkapris.

Prisen afhænger af flere forskellige faktorer

For at få en præcis pris er det nødvendigt at tage fat i din speditør, som kigger på alle fakta og finder den rigtige pris på baggrund deraf. Der er flere ting, der er afgørende for udregningen. For eksempel går en stor del af prisen for en vejtransport til diesel, og mængden af diesel afhænger af mange ting, såsom om lastbilen er to-akslet eller tre-akslet. En tre-akslet bil vejer mere og kan trække et større læs og bruger af den grund også mere diesel. Derudover øges dieselforbruget også i forhold til antal kilometer samt lastens vægt.

Valget af trailer har også betydning, da visse typer af trailere kræver mere diesel – enten på grund af deres vægt eller funktion som f.eks. som temperaturregulerede trailere, der bruger diesel til at holde temperaturen konstant. Det giver selvsagt en større udskrivning på dieselkontoen. Dertil kommer også typen af gods. Er det f.eks. farligt gods, der skal transporteres, tillægges der et særligt tillæg til prisen. Det skyldes, at der er mange krav til transport af farligt gods, som skal overholdes. Disponenterne, der administrerer bookingen, skal være specialuddannede inden for farligt gods, lastbilerne skal være korrekt udstyrede, og chaufførerne skal have et særligt ADR-bevis for at måtte køre med farligt gods.

Og så er ruten heller ikke helt uvæsentlig for prisen. Er den endelige destination f.eks. et sted i Nordnorge, hvor der ikke umiddelbart er stor sandsynlighed for at få gods med på returvejen, så har det også indflydelse på prisen, da det betyder en tom bil på tilbagevejen. Jo mere godstrafik frem og tilbage, jo billigere transport.

Vælg din transportør med omhu

Men når alt kommer til alt, så er transport ikke kun et spørgsmål om pris. Mange betragter fragt som et rent og skært nødvendigt onde for at få sine varer fra A til B, og derfor er det ikke et område, som de ønsker at bruge meget tid (eller penge) på. Men det kan altså godt betale sig at bruge en smule tid på at finde det rigtige produkt og ikke mindst den rigtige transportør.

En vigtigt ting at huske på er nemlig, at når dit gods leveres på slutdestination hos din kunde, så er det transportøren, der repræsenterer dig og er din virksomheds ansigt udadtil. Derfor er det på ingen måde lige meget, hvilken speditør du vælger. Du bør altid vælge en speditør, der lever op til dine forventninger og værdier, så hele kundeoplevelsen – også levering – afspejler den kvalitet, din virksomhed står for. Kommer godset f.eks. ikke frem til tiden, er chaufføren ubehøvlet eller måske bare ubehjælpelig, eller opstår der udfordringer undervejs i transporten, der ikke bliver løst på en ordentlig måde, så kan det ikke undgås, at det vil have en betydningen for kundens opfattelse af din virksomhed og den samlede oplevelse af handlen med dig. Så vælg din speditør med omhu.